Københavns Kommune har nedjusteret den forventede befolkningstilvækst frem mod 2060.
Det viser Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, oplyses det i en pressemeddelelse.
København vokser fortsat, men ikke længere i samme tempo som tidligere. Sidste år fik København 4.550 nye indbyggere, hvilket var omkring 3.000 færre end året før.
Den lavere vækst skyldes blandt andet, at færre unge flytter til byen. De seneste fire år er tilflytningen faldet, og hvert år flytter omkring 4.000 færre unge til København end i årene før coronapandemien.
En af de vigtigste forklaringer er de høje boligpriser, hvilket et et resultat af, der ikke bliver bygget tilstrækkeligt med boliger til at imødekomme efterspørgslen.
– Det kræver efterhånden en meget høj løn at bo i København, og det bekymrer mig virkelig, når de unge ikke har råd til at flytte til byen længere, udtaler overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
– Vi skal have bygget nye og flere boliger. Ellers ender København som en rigmandsghetto. Det gælder alle boligtyper, og så skal vi altså også have bygget flere midlertidige studieboliger, så flere unge igen kan flytte til byen.
Siden år 2000 er befolkningen i København vokset med 175.000 personer. Ifølge prognosen vil byen frem mod 2060 få yderligere 93.000 indbyggere, så det samlede indbyggertal når op på omkring 765.000. Prognosen er dog en smule nedjusteret i forhold til sidste år, netop fordi tilflytningen er faldet.
En undersøgelse fra 2025 viser ellers, at mange unge gerne vil bo i hovedstaden. Halvdelen af de 18-29 årige på Sjælland uden for København og Frederiksberg svarer, at de ønsker at flytte til byen. Men for mange er boligpriserne en barriere.
Siden 2010 er priserne på ejerlejligheder i København næsten tredoblet, og andelen af unge tilflyttere mellem 18-29 år, der flytter ind i en ejer- eller andelsbolig, er faldet med omkring 25 procent.
Samtidig er behovet for boliger stort. Fra 2010 til 2026 er der opført 52.500 nye boliger i København, mens antallet af familier er steget med 80.000. Frem mod 2060 vurderer kommunen, at der skal bygges omkring 70.000 nye boliger for at kunne rumme de kommende indbyggere.
Prognosen peger også på ændringer i befolkningssammensætningen. Antallet af ældre over 65 år forventes at stige markant i de kommende år, mens antallet af unge fortsat kan falde på grund af den lavere tilflytning. Samtidig ventes flere børn som følge af en stigende fødselsrate.
Ifølge prognosen vil København nå op på omkring 700.000 indbyggere i begyndelsen af 2030’erne, hvorefter væksten fortsætter frem mod 2060.























