Højhusbyggeri har kickstartet satsning på upcyclede vinduer

Kontorbyggeriet Træ i Aarhus har kickstartet en satsning på upcyclede vinduer hos virksomhederne A:gain og Krone Vinduer.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Med sine 78 meter fordelt på 20 etager er kontorhuset Træ på Sydhavnen i Aarhus det Danmarks højeste træbyggeri.

Samtidig er det et projekt, hvor aktørerne er gået særdeles innovativt til værks for at mindske klimaaftrykket mest muligt gennem genbrug og upcycling af materialer.

Resultatet er et byggeri, hvor CO2-besparelsen, ifølge bygherren PFA Ejendomme, er op til 75 procent sammenlignet med et traditionelt opført byggeri i beton og stål.

Et eksempel på den innovative tilgang er de mosaiklignende vinduespartier i bygningens stueetage, som er fremstillet med frasorterede termoruder.

Vinduessystemet hedder ”Viddø” og er udviklet af virksomheden A:gain med Krone Vinduer som produktionspartner.

Det oplyser parterne i en pressemedddelelse.

A:gain har specialiseret sig i at bruge affaldsmaterialer til at designe nye produkter, der kan konkurrere på lige fod med jomfruelige produkter på markedet.

I Viddø-systemet kombineres kasserede nyproducerede termoruder med nye rammer fra Krone Vinduer. For kunderne er gevinsterne en unik facade og et lavere CO2-aftryk.

– De termoruder, vi bruger til de upcyclede elementer, er funktionsmæssigt fuldt ud lige så gode som andre nye ruder, men er blevet kasseret på grund af mindre ridser, farvefejl eller variationer i tykkelse, der overstiger ønskede tolerancer. Det har krævet en videreudvikling af vores vindueskonstruktion, så vi opnår den fleksibilitet, der skal til for at håndtere de forskellige termoruder, vi får ind, siger Christian Olesen, der er projektdirektør i Krone Vinduer.

De frasorterede termoruder sources fra glasproducenter og registreres i en database, hvorefter de sammensættes digitalt ved hjælp af et AI-drevet designværktøj.

Nærmest som et puslespil. Hvor mange frasorterede ruder, der indgår i det konkrete facadeelement, afhænger af tilgængeligheden af ruder på det givne tidspunkt. I Træ-projektet er 110 kvadratmeter af facaden med Viddø-elementer, hvoraf cirka 60 procent af ruderne er frasorterede.

– Termoruder har nu engang de mål, som de er produceret med. Det kan vi af gode grunde ikke ændre på. Derfor har vi udviklet et AI-drevet system, der kan designe vindueselementer med afsæt i de termoruder, vi har i vores database. På den måde kan vi sikre, at vi får så meget frasorteret glas med som overhovedet muligt, forklarer Mathias Ruø Rasmussen, der er Head of Product Development hos A:gain.

Udstillingsvindue baner vej for nye projekter

Som Danmarks hidtil højeste træbaserede byggeri har Træ-projektet og dets ambitiøse tilgang til CO2-reduktion fået enorm opmærksomhed fra alle dele af byggebranchen. For A:gain og Krone Vinduer er projektet derfor et meget attraktivt udstillingsvindue, som har affødt stigende interesse fra bygherrer og rådgivere.

Der er allerede afgivet konkrete tilbud på Viddø-elementer til en række større projekter, som igangsættes i 2026 og 2027. Derfor er parterne lige nu i gang med at skalere konceptet. Det handler blandt andet om at automatisere logistik og lagerstyring.

– Vi har været nogle år undervejs og kan nu for alvor mærke, at efterspørgslen stiger. Derfor skal vi kunne håndtere en meget større volumen, og det er vi i fuld gang med at blive helt skarpe på, siger Mathias Ruø Rasmussen.

Forespørgslerne kommer fortrinsvist fra kontorbyggeri, hvor det ofte er sådan, at der i lokalplanen stilles krav om, at indgangspartierne skal have et anderledes udtryk end resten af bygningen.

– Derfor er det typisk dér, vi starter – præcis som i Træ-projektet, hvor der er anvendt elementer med frasorterede ruder i stueetagen, mens Krone har leveret en anden type af vinduer til de øvrige etager. Men vi sidder også med projekter, hvor bygherre vil have vinduer med frasorterede ruder i hele ejendommen, og så snakker vi ordrer i en helt anden størrelse, siger Mathias Ruø Rasmussen.

A:gain har med hjælp fra Force Technology foretaget beregninger, der viser, at man med Viddø-elementerne opnår en besparelse på 22,03 kilo affald og 22,4 kilo CO2-ækvivalenter kvadratmeter sammenlignet med et tilsvarende vindue af jomfruelige materialer. A:gain er netop nu i gang med at få udarbejdet en EPD, som ventes klar i løbet af foråret.

En vinduesordre med flere projektspecifikke løsninger

Som den gennemgående vinduesleverandør til Træ-projektet har Krone Vinduer, med få undtagelser, produceret vinduerne til hele byggeriet.

Virksomhedens samlede ordre til projektet udgør lidt mere end 4.000 kvadratmeter elementer.

De 110 kvadratmeter upcyclede vinduer er alle udført med fyrretræ indvendigt og egetræ udvendigt.

Til den øvrige del af byggeriet har Krone Vinduer leveret elementer i fyrretræ med udvendig beklædning i aluminium.

Da store dele af facaderne har krumme former, er mange elementer udført med smigskæring for at følge bygningens krumning og sikre en flot finish. Desuden er en mindre del af elementerne produceret i et tilpasset design med en tykkere, eksplosionssikker glasopbygning for at imødekomme krav i lokalplanen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling