Comwell har siden 2019 haft en eksklusivaftale med Wyndham Hotels & Resorts og har i dag tre hoteller under Dolce by Wyndham-brandet: Comwell Aarhus, Comwell Copenhagen Portside og Comwell H. C. Andersen Odense.
Nu føjer Comwell Hvide Hus Aalborg sig til rækken, skriver Comwell i en pressemeddelelse.
– Comwell Hvide Hus Aalborg er et oplagt valg som det næste hotel under Dolce by Wyndham-brandet, udtaler Michael Hansen, kommerciel direktør i Comwell Hotels.
– Med tilknytningen til Wyndham styrker vi vores synlighed og tilgængelighed over for endnu flere gæster og virksomheder fra udlandet. Det gør det nemmere at vælge Comwell – uanset hvor i verden man kommer fra.
Samarbejdet med Wyndham giver adgang til et globalt salgsnetværk, internationale bookingkanaler og et stort loyalitetsprogram med 90 millioner medlemmer verden over. Wyndham Hotels & Resorts har i dag over 9.300 hoteller i mere end 95 lande.
Det nye samarbejde ændrer ikke på ejerskabet af Comwell Hvide Hus Aalborg eller de eksisterende ansættelsesforhold.
Tidsmæssigt passer lanceringen af Wyndham-brandet med afslutningen på en omfattende renovering af Comwell Hvide Hus Aalborg, hvor hotellet i løbet af denne sommer står klar med nyrenoverede værelser.