Med et ideal om at bringe mere bæredygtighed ind i køkkenet er køkkennyheden Nordic Roots, hvor både skabe, fronter og bordplade er Svanemærket, blevet til. Det skriver HTH i en pressemeddelelse.
– Vi skal alle sammen passe på kloden, og Nordic Roots er skabt med netop det for øje – vi har tilstræbt at skabe et grønnere køkken. Vores svanemærkede produkter lever op til høje standarder med hensyn til fornybare ressourcer, begrænset kemikalie-indhold og energiforbrug, og vi er rigtig glade for på den måde at kunne tilbyde danskerne et grønnere alternativ, siger Palle Larsen der er marketingdirektør hos HTH.
Køkkenet er inspireret af den nordiske muld, og ved at samle jordfarver og naturmaterialer opnås et moderne, klassisk og tidløst design med en afslappende atmosfære, skriver HTH.
Ifølge køkkenproducenten lægger Nordic Roots op til, at man sætter sit eget personlige præg på indretningen.
– Køkkenet er blandt andet indrettet med en væg af vitrineskabe samt åbne moduler, der inviterer til, at man fremhæver de ting, man gerne vil vise eller som skaber den bedste stemning. Det kan være meget individuelt, og på den måde kan køkkenet i høj grad blive tilpasset den enkeltes stil og udtryk, siger Palle Larsen.
Det nye køkken har udover de karakteristiske vitrineskabe en række designdetaljer som grebsfri fronter og særlige hylder til vinglasophæng, oplyser HTH.
De svanemærkede produkter rammer ifølge trendforsker og designekspert Mads Arlien-Søborg tidsånden perfekt.
– I dag går vi som forbrugere op i, at det, vi køber, er fremstillet på ansvarlig vis, og her gør det en stor forskel, om et produkt er Svanemærket eller ej. Udover et stort fokus på bæredygtighed er det meget oppe i tiden, at den enkeltes personlighed gerne må skinne igennem i hjemmet, siger Mads Arlien-Søborg.
– Vi vil gerne vise, hvad vi står for, og med det her køkken, er der gode muligheder for at gøre det personligt – der er mange detaljer, man kan vælge til og fra, slutter han.