HusCompagniet og Chrøis & Lund sammen om boligprojekt i Horsens

HusCompagniet bygger 42 rækkehuse i Søvind ved Horsens for Chrøis & Lund. Byggeriet forventes at være klar til indflytning i december 2024.

Chrøis & Lund står bag udviklingen af 42 nye rækkehuse i et plan samt grønne fællesarealer med hængekøjer, legeplads og agilitybane i projektet Skovgårdhøjen i Søvind mellem Horsens, Odder og Gedved.

Projektet har været ramt af økonomiske problemer i René Birchs GMB-koncern, men nu får det atter luft under vingerne.

Således har Chrøis & Lund indledt et samarbejde med HusCompagniet, som skal stå for byggeriet af de kommende lejeboliger, der bliver mellem 67 og 126 kvadratmeter store og får to-fire værelser.

Det skriver husbyggeren i en pressemeddelelse.

Der skal bygges boliger til forskellige aldersgrupper i Skovgårdhøjen, som både vil rumme familieboliger og boliger til seniorer og yngre par.

– Vi har siden første møde haft et godt indtryk af HusCompagniet, der har været proaktive, fagligt stærke og professionelle. Vi glæder os derfor meget til samarbejdet og til at flytte lejere ind i de nye boliger i Søvind til årsskiftet, udtaler Henriette Chrøis, direktør og medstifter af Chrøis & Lund.

HusCompagniet skal bygge 42 rækkehuse for Chrøis & Lund i projektet Skovgårdhøjen i Søvind ved Horsens. Illustration: Chrøis & Lund.
HusCompagniet skal bygge 42 rækkehuse for Chrøis & Lund i projektet Skovgårdhøjen i Søvind ved Horsens. Illustration: Chrøis & Lund.

Det er Chrøis & Lunds datterselskab CL Bolig, der kommer til at stå for udlejning, administration og drift af boligerne i Skovgårdhøjen.

Rækkehusene i Skovgårdhøjen bliver opført med både træfacader og tagkassetter, der er produceret på HusCompagniets egen fabrik, oplyses det.

– Chrøis & Lund er en spændende aktør, og vi har haft en god proces omkring dette projekt, hvor især det faktum, at vi har vores egen fabriksproduktion, har været et vigtigt parameter, da det betyder, at vi kan starte hurtigt op med opførelsen af projektet, udtaler Christopher Tranæs, projektudviklingsdirektør i HusCompagniet.

Han suppleres af Martin Ravn-Nielsen, administrerende direktør i HusCompagniet:

– Vi har en ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner indenfor attraktive rækkehusprojekter i hele landet. Vores B2B-afdeling er en unik aktør i markedet, da vi med vores fokus på udelukkende rækkehusbyggeri, kan arbejde målrettet på optimering og de nyeste løsninger, hvilket har stor værdi for vores samarbejdspartnere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling