HusCompagniet lancerer Formium, som tilbyder arkitekttegnede liebhaverboliger, der i første omgang tilbydes kunder på Sjælland.
Det er et forretningsområde, der har været undervejs gennem de sidste 13 år, hvor en specialafdeling i HusCompagniet med base i Virum har designet og opført over 300 arkitekttegnede liebhaverboliger.
Men nu bliver konceptet formaliseret, og det vil udgøre et selvstændigt forretningsben.
Det skriver husbyggeren i en pressemeddelelse.
– Over de seneste år har vi oplevet en tilstrømning af kunder, der ønsker noget andet og mere end det, vi tilbyder i vores eksisterende B2C forretning. De vil have et hjem, hvor arkitekturen er unik og materialerne er mere eksklusive, udtaler koncerndirektør i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen.
Læs også: HusCompagniet og Velux Gruppen i nyt partnerskab
– Vi har i en årrække bygget mange huse særligt på Sjælland med unikke og specielle løsninger, hvilket gør dem mere komplekse både arkitektonisk og byggeteknisk. Vi har derfor et stærkt team af kompetencer, som vi nu for alvor sætter i spil med Formium.
Med lanceringen af det nye forretningsben håber HusCompagniet på at kunne tiltrække endnu flere kunder i liebhaversegmentet, og dermed gøre sig attraktiv overfor en målgruppe, som måske i dag ikke betragter HusCompagniet som den oplagte partner.
– En del af de kunder, vi har haft over de senere år, er kommet til os, fordi deres projekt er gået i stå. De har fået tegnet deres drømmehus i samarbejde med en tegnestue, men når drømmen skal realiseres, kan det være svært at finde et byggefirma, der kan løse opgaven indenfor budgettet, fortæller Henrik Breinbjerg, sektionschef for Formium.
Læs også: HusCompagniet med fremgang i salget: – Markedet viser tegn på gradvis normalisering
– I Formium trækker vi på over 50 års akkumuleret byggeerfaring. Vi ved, hvad der kan lade sig gøre, hvad tingene koster, og vi er vant til at tænke ud af boksen for at kunne nå i mål. Og så følger vi projektet helt til dørs.
I Formium vil kunderne få rådgivning fra en byggerådgiver og en arkitekt samt fra en indretningsdesigner, en farveekspert, en lysdesigner og en havearkitekt.
Derudover har Formium bygningskonstruktører og byggeledelse “in-house”, der sikrer, at kundens projekt flytter sig fra tegnebordet og bliver til et hjem, fortæller Henrik Breinbjerg:
-Det er vigtigt for os, at vi sammen med vores kunder udvikler et projekt, der er realiserbart. Vi holder snor i budgettet sideløbende med arkitekt- og designfasen, og det giver overskud og ro hos vores kunder.
Læs også: HusCompagniet tager hul på nyt boligområde
I Formium har man også indgået samarbejder med en række eksklusive brands inden for gulve, køkken, hvidevarer og lignende.
Forventningen er, at Formium kommer til at supplere den eksisterende B2C-forretning i HusCompagniet på flere områder.
Projekterne i Formium giver nemlig også mulighed for at afprøve nye, skræddersyede løsninger og materialer, som eksempelvis er mindre CO2-belastende, og som på sigt vil kunne overføres til resten af forretningen.
– I Formium har vi mulighed for at imødekomme mange særlige behov og ønsker, som vi tror i de kommende år i høj grad også kommer til at handle om bæredygtighed og levedygtige hjem. Vi vil gerne udstråle og tiltrække kunder, der har lysten og modet til at tænke anderledes. Vi står klar, hvis nogle vil bygge med mere træ eller se på muligheder med cirkulære materialer, afslutter Henrik Breinbjerg.