Center for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune har ansat Thomas Dyhr, som ny vej- og parkchef.
Det skriver vestegnskommunen i en pressemeddelelse.
Thomas Dyhr er i dag enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Han har desuden erfaring fra blandt andet Rambøll, hvor han har arbejdet med trafikplanlægning og mobilitet.
– Jeg har god erfaring med nogle af områderne, Vej og Park dækker, og så kommer jeg til at lære en masse nyt, udtaler Thomas Dyhr.
Thomas Dyhr er 45 år og er kandidat i kulturgeografi fra Københavns Universitet. Han har desuden en Master i Urban Management (byplanlægning) fra Rotterdam.
Han har erfaring med rådgivning og ledelse blandt andet fra private virksomheder, Atkins (i dag Systra) og Rambøll.
LÆS OGSÅ: UNDERSØGER MULIGHED FOR METRO TIL HVIDOVRE
Siden 2020 har han været enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og har dér stået i spidsen for to forskellige enheder, først for Vejgenopretning og senest siden 2023 for Container- og Gravetilladelser.
– Jeg glæder mig til samarbejdet med Thomas Dyhr, som bliver en chef, der både forstår vej- og parkområdet og kan fastholde en fortsat sikker og robust drift af området. Samtidig har han et godt blik for at udvikle området på en kvalificeret og innovativ måde, udtaler centerchef for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune, Anne Pallesen.
– Og udvikling har vi brug for med de store dagsordner, vi står overfor. Eksempelvis i forhold til hele klimaområdet med CO2-reduktion, biodiversitet, klimasikring, bæredygtig mobilitet, som vi arbejder på i kommunen, og som deltager i tværgående kommunale og statslige infrastrukturprojekter med motorvejsudvidelser og støjudfordringer samt ønsker til overdækninger, Metro og BRT.
Thomas Dyhr starter som Vej- og Parkchef i Hvidovre Kommune den 1. marts 2024. Han bor i Hvidovre med sin hustru og parrets tilsammen tre døtre.