I takt med, at urbaniseringen i hovedstadsområdet fortsætter og ældre erhvervsområder bliver erstattet af boligbyggeri, står produktions-, transport- og håndværksvirksomheder tilbage med færre og færre muligheder for at udvide. Det er skidt for både de enkelte virksomheder og for samfundet som helhed.
Projekt ”Holmene” er droppet
Visionerne var ellers ambitiøse, da VLAK-regeringen og Hvidovre Kommune i 2019 præsenterede planen om at udvide Avedøre Holme, der er Danmarks største erhvervsområde. Området på 303 hektar er næsten fuldt udbygget, hvilket understreger behovet for yderligere erhvervsarealer i hovedstadsområdet.
Efterspørgslen bekræftes af minimal tomgang og stigende lejeniveauer. Helt konkret var planen, at ni nye holme med i alt 240 hektar erhvervsareal skulle sikre arbejdspladser og virksomheders fortsatte drift og udvikling. Der blev lagt særlig vægt på, at Holmene skulle være bæredygtige rent finansielt, og at der skulle være tale om en ny regional og national vækst-driver.
Avedøre Holme har længe været et centralt område for hovedstadens produktion og logistik. Udvidelsen ville have været et vigtigt skridt i bestræbelserne på at sikre gode vækstbetingelser for transport- og logistikerhvervet tæt på København. Men sådan skulle det ikke være.
Mens Storkøbenhavn vokser, presses produktions- og logistikvirksomheder længere væk fra centrum. Attraktive byggegrunde tæt på motorvejsfrakørsler er i dag en mangelvare i hovedstadsområdet, hvilket er kritisk for virksomheder, der er afhængige af en effektiv infrastruktur. Last mile-distributionscentre, som er afgørende for at kunne levere varer hurtigt til borgere og virksomheder, mangler især placeringsmuligheder tæt på city. Forbrugernes krav om hurtig og effektiv levering stiger konstant, og derfor er citynære logistikplaceringer afgørende.
Erhvervslivet i hovedstadsområdet bør også fremadrettet omfatte andet end kontorvirksomheder

I flere af de københavnske omegnskommuner bliver ældre erhvervsområder omdannet til boligkvarterer. Boligområder medfører ofte øget aktivitet og flere skattebetalende borgere, hvilket bliver set som en attraktiv mulighed, fordi flere københavnske forstæder oplever stor nettotilflytning.
Kommunalbestyrelsernes prioritering betyder, at erhverv, som tidligere har brugt for eksempel ældre produktions- og lagerbygninger, risikerer at mangle steder at drive virksomhed fra. Mange af disse virksomheder er en veletableret del af hovedstadsområdets erhvervsliv, hvor de leverer services til nærområdet, såsom transport- og logistikvirksomheder, håndværksvirksomheder og mindre produktionsvirksomheder.
Hvis sådanne virksomheder tvinges væk fra hovedstadsområdet, bliver det en udfordring for medarbejderne at følge med. Det kan betyde længere pendlertider eller jobskifte til andre brancher, og effekten af dette kan være negativ for både virksomhederne og medarbejderne. Et erhvervsliv med fortsat geografisk forankring i hovedstadsområdet bidrager derimod til et mere dynamisk samfund, hvor faglærte og specialiserede medarbejdere kan fastholdes og videreudvikle sig i deres nuværende roller – til gavn for både virksomhederne, medarbejderne og samfundsøkonomien.
Hvis vi fortsat skal have en konkurrencedygtig og velfungerende hovedstad, er det essentielt at prioritere plads til virksomheder indenfor produktions- og transportsektorerne. Alternativet er, at disse virksomheder flytter længere væk, hvilket reducerer antallet af arbejdspladser i hovedstadsområdet, øger trafikken på vejnettet og forlænger transporttiderne.
Giv plads til transport- og logistikvirksomheder
Ministeren for byer og landdistrikter igangsatte for nylig en revision af Fingerplanen, hvilket skal bidrage til at fremtidssikre hovedstadsområdet og udviklingen i de 34 omfattede kommuner. Målet er at præsentere en revideret Fingerplan i 2026. I den forbindelse vil vi opfordre til at prioritere og udpege nye arealer til transport- og logistikvirksomheder. Dette vil ikke kun understøtte virksomhedernes vækstmuligheder, men også bidrage til et hovedstadsområde med god sammenhængskraft og med mangfoldige jobmuligheder.