Ikea ved Dybbølsbro i København. Foto: PR.
Ikea ved Dybbølsbro i København. Foto: PR.

Ved Dybbølsbro i det centrale København har varehuset fra Ikea ifølge en pressemeddelelse opnået den højeste miljøcertificering inden for byggestandarden Breeam.

Bygningen, som stod færdig i sommeren 2023, er den første i Danmark til at få karakteren “Outstanding”.

Certificeringen gives på baggrund af en samlet vurdering af blandt andet energiforbrug, materialer, transportforhold, biodiversitet og påvirkning af miljøet.

– Det har været en klar målsætning, at bygningen skulle opnå Breeams højeste udmærkelse, og derfor blev vi naturligvis rigtig glade, da certificeringen landede, udtaler Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef hos Ikea Danmark.

Projektet er udviklet med ambitionen om at give grønne arealer tilbage til byen. På taget er der anlagt en park med mere end 250 hjemmehørende træer og buske samt faciliteter, der understøtter fugle, flagermus og insekter.

Taghaven fungerer i dag som et mindre naturområde i byen og har opnået topkarakter i vurderingen af natur og arealanvendelse. Bygningen dækkes af 1.450 kvadratmeter solceller og har energieffektive installationer og køleanlæg med lav klimabelastning.

Arkitektvirksomheden Dorte Mandrup har stået for designet i samarbejde med landskabsarkitekter fra 1:1 Landskab. Fokus har været på at integrere natur og byrum i én samlet løsning.

Entreprenøren MT Højgaard har opført byggeriet i samarbejde med rådgivere fra Sweco og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, mens Munksgaard plus Andersen har været bygherrerådgiver.

Tilmeld Nyhedsbrev