Ikke et prangende bygningsværk: Kommune vil sikre bevaring af Nyrop-tegnet kirke

Den 120 år gamle kirke er tegnet af arkitekt Martin Nyrop, og den fik få år senere tilføjet et tårn, der blev tegnet af Aage Bugge.

Byrådet i Høje-Taastrup Kommune har besluttet at sende et forslag til en bevarende lokalplan for Den Koptisk-Ortodokse Kirkes bygning på Taastrup Hovedgade 162A–162B i fire ugers offentlig høring.

– Med den bevarende lokalplan skal det sikres, at kirkebygningen ikke kan nedrives eller ombygges uden byrådets særlige tilladelse, oplyste formand for plan- og miljøudvalget, Turan Akbulut (K), på byrådsmødet, den 22. oktober, hvor sagen var på dagsordenen.

Vandrekirken i Taastrup er tegnet af af arkitekt Martin Nyrop, og kirken har ifølge lokalplanforslaget en lidt bemærkelsesværdig historie.

Den blev oprindeligt opført i 1905 som midlertidig sognekirke i Mariendahls Sogn på Frederiksberg, men allerede i 1908 blev den flyttet til Østerbro.

Her blev den genopbygget den erfarne, vestjyske kirkearkitekt Aage Bugge, som stod bag kirkens karakteristiske kokkolitkonstruktion. Han gav bygningen en hvid træbeklædning og tilføjede et tårn. Vinduesrammer, døre og sternbrædder blev malet i bordeauxrødt, vinduerne fik mosaikglas, og taget blev beklædt med skifer.

Kirken blev anvendt som kirke indtil 1927 og blev derefter i en periode omdannet til maskinværksted. I 1931 købte den katolske menighed i Taastrup og omegn bygningen og flyttede den til sin nuværende placering under navnet Sankt Pauls Kirke.

Da menigheden i 1995 byggede en ny, større kirke på Frøgaard Alle i Høje Taastrup, overtog den koptisk-ortodokse menighed bygningen. Den blev derefter kendt som Sankt Mara & Sankt Marcus og bevarer i dag det ydre, som Aage Bugge skabte i 1908. Bugge, der var elev under den berømte arkitekt Martin Nyrop, efterlod med Vandrekirken et tydeligt arkitektonisk aftryk, som stadig præger bygningen.

Ikke et prangende bygningsværk

Nationalmuseet og Kroppedal Museum vurderer, at kirken er et unikt kulturhistorisk og arkitektonisk værk, der bør bevares som en vigtig del af Danmarks historie.

“Bygningen er ikke et prangende bygningsværk, men en ydmyg brugsbygning, som ikke desto mindre rummer væsentlige vidnesbyrd om dansk kirkeliv i det 20. århundrede”, lyder det i lokalplanforslaget.

“Den er et enestående eksempel på en bevaret vandrekirke fra det københavnske kirkebyggeris store tid omkring år 1900 og viser spændvidden af Martin Nyrops værker”, lyder det videre.

Lokalplanen fastlægger, at området skal anvendes til kirke og kirkelige handlinger. Der kan tilknyttes én præste- eller medarbejderbolig, og planen giver mulighed for kulturelle aktiviteter eller offentlige formål som eksempelvis børnehave.

En miljøscreening har vist, at lokalplanen ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger, og derfor udarbejdes der ikke en separat miljøvurdering.

Ifølge tinglysningen købte Den Koptisk-Ortodokse Kirke i 1996 kirkeejendommen for 1,5 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling