I september 2022 overtog Martin Hallund posten som administrerende direktør for Ilva efter Rami Jensen, men efter blot et år måtte han takke af i kølvandet på en dom fra Vestre Landsret, hvor han blev fundet skyldig i at have udsat en cyklist for fare i sin firmabil i Aalborg.
Nu er afløseren på plads i form af Kim Møller Mønster. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Lars Larsen Group, som i 2013 overtog møbelkæden.
Som administrerende direktør i Ilva skal Kim Møller Mønsters styrke synergierne mellem Ilvas fysiske butikker og webshoppen, ligesom han bliver ansvarlig for den fortsatte etablering af Ilva-mærket i Sverige, hvor møbelkæden i dag har fire butikker. Han vil desuden undersøge muligheder for ekspansion til andre markeder, fremgår det af meddelelsen.
– Jeg er entusiastisk og stolt over denne mulighed for at lede Ilva som CEO, og jeg ser frem til at blive en del af det kendte og vellidte brand. En af Ilvas væsentlige styrker er virksomhedens vægt på høj medarbejdertilfredshed. Det er også det, der møder kunderne, når de handler hos Ilva, udtaler Kim Møller Mønster.
– Sammen vil vi bygge videre på den styrke og udvikle en endnu bedre kunderejse, hvad enten det er i vores fysiske butikker eller vores webshop, og vi vil gøre det med et fortsat og konstant fokus på den bæredygtige dagsorden.
Kim Møller Mønster kommer fra en stilling som administrerende direktør i Gastrolux. Før dette var han international salgsdirektør og en del af ledelsen i Bolia, hvor han blandt andet var ansvarlig for virksomhedens 81 butikker samt forretningssegmentet.
– Vi ser meget frem til at byde Kim velkommen som ny administrerende direktør i Ilva. Vi kender Kim som en meget dygtig forhandler fra hans tid i Bolia, hvor han leverede stærke resultater for både vores kunder og virksomheden, udtaler administrerende direktør for Lars Larsen Group Retail, Jan Bøgh.
Kim Møller Mønster bor i Højbjerg med sin kone og tre børn. Han tiltræder som administrerende direktør i Ilva den 1. april 2024.
Om Kim Møller Mønster
45 år gammel
Seneste stilling: Administrerende direktør i Gastrolux
Tidligere international salgsdirektør i Bolia og en del af ledelsesteamet
Er uddannet cand.merc. i marketing fra Aarhus BSS
Global Executive MBA hos INSEAD, Fontainebleau, Frankrig
Kilde: Lars Larsen Group.