Mens boligpriserne er faldet i 2022, er prisen for at leje en bolig modsat steget. Fra første kvartal i år til og med tredje kvartal er huslejeniveauet steget fra indeks 100,2 til 102,6, viser tal fra Danmarks Statistik, som Estate har analyseret.
I samme periode er boligpriserne ifølge Boligsidens markedsindeks afhængig af boligtype faldet mellem 4 til 6 procent. Kun priser på fritidsboliger er højere nu, end de var ved sidste årsskifte, skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
– Selvom boligpriserne er faldet, er det ikke blevet billigere at være boligejer end at være lejer i år. Det skyldes ikke mindst de stigende renter og energiprisernes himmelflugt, men også at vedligeholdelsesudgifterne er steget betydeligt. Der er gået inflation i både byggematerialer og håndværkerlønninger, som alt andet lige gør det dyrere at være boligejer, udtaler Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Som boligejer kommer man ikke uden om at foretage forbedringer på sin bolig med jævne mellemrum. Som lejer er det modsat udlejers ansvar og økonomiske byrde.
– Selvfølgelig kan man som lejer mærke en stigning i lejen som den, der har været i år, men der blev indført et huslejeloft politisk, som sætter en grænse for, hvor meget lejen kan hæves. For boligejere er der ingen lofter. Der vil stigende rente og øgede udgifter til vedligeholdelse koste en del mere end de procenter, som huslejerne er steget, siger Thomas Hovgaard.
Han mener dog, at boligejerne generelt vinder på den lange bane.
– Som lejer har man større frihed, idet an kan opsige sit lejemål med kort varsel og komme relativ smertefrit ud af det. Det er man ikke på samme måde garanteret som boligejer. Til gengæld kan man være heldig at opleve betydelige værdistigninger, som vi for eksempel så under pandemien, hvor boligværdierne steg eksplosivt, siger Thomas Hovgaard.