Ingcon udvider partnerkredsen med tilføjelsen af Torben Kongstad Vestergaard, Mathias Juel og Jackie Tindal Hansen, som alle tre hentes fra egne rækker.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra byggefirmet med speciale i rådgivning, projektering og byggestyring af bolig-og erhvervsbyggerier.
– Det er en stor fornøjelse at kunne byde velkommen til tre nye partnere, der alle har udmærket sig ved en dedikeret og målrettet indsats som projektchefer i virksomheden, udtaler Jacob Bidstrup, partner i Ingcon.
Jackie Tindal Hansen, der har været ansat i virksomheden siden august 2023, ser frem til at kunne iføre sig en ny kasket.
Læs også: Stort kontorprojekt ved Teglværkshavnen på tegnebrættet
– Jeg er utroligt glad for at være blevet tilbudt muligheden for at blive partner i Ingcon og er samtidig både stolt og ydmyg over at træde ind i en familieejet virksomhed, der er drevet af tillid, dedikation og fokus på mennesker, siger Jackie Tindal Hansen.
– Jeg glæder mig til i samarbejde med de øvrige partnere at bidrage til Ingcons fortsatte udvikling og ser et kæmpe potentiale i den retning, vi allerede arbejder både i forhold til projekterne og fremtidens byggerier, men i endnu større grad i samarbejdsformerne og sikring af den gode medarbejderkultur, der er med til at understøtte en fantastisk arbejdsplads.
Som en del af vækststrategien udfører Ingcon projekter på tværs af forskellige geografiske lokationer og ser desuden en større variation i sin portefølje.
Med de nye partnere i ejerkredsen vil virksomheden styrke sin evne til at håndtere disse opgaver. Samtidig sker de nye udnævnelser som led i en ny strategi om at optage nøglemedarbejdere i ejerkredsen.
Læs også: Arkitektfirma udvider ledelse og partnerkreds
– Det er et naturligt skridt for Ingcon at udvide partnerkredsen og gøre organisationen endnu bedre rustet til at håndtere de øgede krav, der følger med en voksende virksomhed, udtaler Jacob Bidstrup.
Videre understreger Jacob Bidstrup, at kontinuitet i medarbejderstaben er væsentlig for Ingcon.
– Vi har en målsætning om, at når man engagerer sig som medarbejder i Ingcon, så skal Ingcon kunne leve op til medarbejdernes ønsker om personlig og faglig udvikling, udtaler han.
De tre nye partnere supplerer den hidtidige partnerkreds bestående af de tre brødre Anders, Jacob og Søren Bidstrup, som overtog virksomheden i 2018.