Kort over de udbudte parker samt eksisterende havvindmølleparker i Danmark: Energistyrelsen.
Kort over de udbudte parker samt eksisterende havvindmølleparker i Danmark: Energistyrelsen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Torsdag 5. december udløb fristen for at byde på de tre havvindmølleparker, der var udbudt i delområdet Nordsøen I.

Der ikke er afgivet bud på nogen af de tre udbudte parker, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har derfor Energistyrelsen gå i dialog med markedet om årsagerne til de manglende bud set i lyset af den interesse for udbuddet, som en række selskaber gav udtryk for i forbindelse med den indledende markedsdialog.

Energistyrelsen tager allerede i næste uge hul på markedsdialogen.

– Det er et meget skuffende resultat – og slet ikke det, der var forventningen, da vi indgik havvindsaftalen, udtaler Lars Aagaard i en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

– Omstændighederne for havvind i Europa har ændret sig markant på relativt kort tid med blandt andet store pris- og rentestigninger. Der kan være mange forklaringer på dagens resultat, og derfor har jeg bedt Energistyrelsen gå i grundig dialog med markedsaktørerne. Vi må kende den præcise årsag til, hvorfor markedet ikke har budt, så vi ved, hvordan vi bedst kan handle politisk.

– Dagens resultat giver selvsagt ikke grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april. Lad mig gøre det helt klart. Der skal bygges mere havvind i Danmark. Det var regeringens målsætning i går, og det er det også i dag, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Foruden de tre havvindmølleparker i Nordsøen omfatter udbuddet tre havvindmølleparker i de indre danske farvande – Hesselø, Kattegat og Kriegers Flak II. Fristen for at byde på disse tre parker er den 1. april 2025.

Etablering af havvind i den her skala indebærer meget store investeringer. En havvindmøllepark på 1 gigawatt forventes at kræve anlægsinvesteringer på cirka 16 milliarder kroner.

Havvindudbuddet

  • Der er udbudt 6 gigawatt med mulighed for overplantning. Det betyder, at der er frihed til at etablere mere end minimumskapaciteten på 6 gigawatt, potentielt 10 gigawatt havvind eller mere. Danmarks havvindmølleparker har i dag en samlet kapacitet på 2,7 gigawatt.
  • De 6 gigawatt er fordelt på seks parker, hvor af de tre, der var udbudt med frist den 5. december, ligger i Nordsøen (Nordsøen I A1, A2 og A3). De tre sidste parker ligger i indre danske farvande (Hesselø, Kattegat og Kriegers Flak II). Fristen for at byde på disse er den 1. april 2025.
  • De 6 gigawatt havvind udbydes uden støtte og med en årlig koncessionsbetaling. Tilbudsgiver deltager ved at byde en fast koncessionsbetaling til staten over 30 år for retten til at benytte havarealet.
  • Koncessionsbetalingen kombineres med et statsligt medejerskab på 20 procent, så staten bliver minoritetsejer i hvert projekt.
  • Der er indført en række krav, der skal sikre øget bæredygtighed og social ansvarlighed i projekterne.

Kilde: Energistyrelsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling