I mange år har legepladsen og boldbanen på Børnenes Jord i Karlslunde Landsby været et samlingspunkt i byen.
Sådan vil det også været fremover, for byrådet har vedtaget en ny lokalplan for området, hvor der står at det fremover skal være et rekreativt område.
Det skriver Greve Kommune i en pressemeddelelse.
I en tidligere lokalplan fra 1979 var det ubebyggede område udlagt til pensionistboliger, men grundejerforeningen søgte dispensation hos kommunen til at anlægge boldbane og legeplads samt stille borde og bænke op.
Dispensationen blev tildelt, men den stod til at udløbe i december 2024. Men en ny lokalplan bliver den gjort permanent.
– Grundejerforeningen Mølletoften har anlagt legepladsen, og dens medlemmer sørger også for at passe området til alles store tilfredshed. Det vil vi gerne bakke op om, og derfor sikrer vi nu, at alt forbliver, sådan som det er i dag, eller måske endda bliver lidt bedre. Lokalplanen er nemlig fleksibel, sådan at det også er muligt at indrette Børnenes jord endnu bedre, udtaler ormand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning (V).
Børnenes Jord omfatter et areal på 3.900 kvadratmeter, der ligger tæt på gadekæret i Karlslunde Landsby.
Lokalplanforslaget udlægger området til offentligt rekreativt område, hvor den nordlige del fortsat vil være boldfælled og den sydlige del fortsat vil være legeplads med petanquebane. Derudover vil lokalplanen udlægge områder til ny beplantning.