Siden 2016 har Norconsult Danmark fuldført i alt otte opkøb og er vokset fra 60 medarbejdere til cirka 570 i dag. I perioden har Norconsult desuden leveret flere rekordregnskaber. Senest blev omsætningen i 2022 blev løftet med 27 procent til 436 millioner kroner fra 342 millioner kroner året før.
Årets resultat landede i 2022 på knap 23 millioner kroner mod knap 13 millioner kroner året før.
Den markante vækstrejse bliver for andet år i streg belønnet med Børsen Gazellepris, der gives til virksomheder, som har præsteret en vækst udover det sædvanlige over en fireårig periode. Det oplyser Norconsult i en pressemeddelelse.
Kåringen vækker glæde hos administrerende direktør i Norconsult Danmark, Thomas Bolding Rasmussen, der sender roser i retning af sine kollegaer.
– Det er med stor glæde og en følelse af stolthed, at vi endnu engang modtager Gazelleprisen. Anerkendelsen symboliserer en bemærkelsesværdig præstation, som alle i vores organisation har andel i. Jeg vil gerne sende en særlig tak til vores altid dedikerede medarbejdere, som leverer førsteklasses rådgivning og kører projekterne i mål med stor kvalitet, enkelhed og effektivt. Det mener jeg har skabt fundamentet for væksten og denne pris, udtaler Thomas Bolding Rasmussen.
– Vores strategiske opkøb af både ingeniør- og arkitektvirksomheder har styrket vores position i markedet markant. Det har resulteret i en bredere vifte af kompetencer og positive synergier, der gavner både vores medarbejdere og vores kunder. Udviklingen har uden tvivl spillet en væsentlig rolle i vores fortsatte succes de seneste år.
Alene i 2023 har Norconsult gennemført tre opkøb, senest da den sjællandske del af Franck Miljø- og Geoteknik blev en del af organisationen.
Overrækkelsen af Gazelleprisen finder sted den 28. november i Lokomotivværkstedet i København, hvor vindere fra Region Hovedstaden, Sjælland og landets absolutte højdespringere kåres til landskåringen.