InstallatørGruppen overtager Stensbjerg El

InstallatørGruppen udvider med endnu et elselskab, da Stensbjerg El med base i Herfølge nu også er en del af gruppen.

Ifølge en pressemeddelelse har InstallatørGruppen overtaget Stensbjerg El, som dermed er blevet en del af en af landets største installationsvirksomheder med over 20 danske installationsvirksomheder indenfor el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer.

Stensbjerg El arbejder primært med energibesparende varmepumper, industri- og produktionsanlæg, installationseftersyn på landbrugsbedrifter samt installation, vedligeholdelse og reparation til både private og erhverv.

Virksomheden med base i Herfølge og en afdeling i St. Heddinge har 17 medarbejdere og lærlinge, som er specialiseret indenfor industri- og produktionsanlæg samt rådgivning om energioptimering og belysning.

I 2023 havde Stensbjerg El en bruttofortjeneste på godt 12 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på godt 2 millioner kroner. Ledelsen består af indehaver og direktør Lasse Aagaard Hansen.

Læs også: Herfølge Bjergby får helhedsplan: 1.200 boliger på vej

– Vi ser en stigende efterspørgsel på el-opgaver og samtidigt mangel på medarbejdere. At blive en del af en så stor gruppe ser vi derfor som en stor mulighed for at kunne vidensdele og sparre med andre i gruppen i forhold til rekruttering, indkøb med mere, udtaler Lasse Aagaard Hansen.

Med Stensbjerg El består InstallatørGruppen nu af mere end 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring 2,1 milliarder kroner og over 1.200 medarbejdere.

– Det glæder os meget at kunne byde endnu en el-forretning velkommen i InstallatørGruppen. Stensbjerg El er med deres fokus på grøn omstilling og stærke position på Østsjælland et godt match til gruppen, som nu står endnu stærkere indenfor el. Vi glæder os til at byde ledelsen og medarbejderne velkomne i InstallatørGruppen, udtaler Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.

Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen fastholder Stensbjerg El også deres firmanavn, ledelse, medarbejdere og kontor.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling