
Udenlandske investorer står nu bag 42 procent af alle ejendomshandler i Danmark i årets første ni måneder.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC International Poul Erik Bech, hvor den internationale afdeling igen har travlt med både rådgivning, transaktioner og søgeopgaver.
– De sidste par år har de internationale kunder transaktionsmæssigt fyldt lidt mindre, men der er igen godt gang i opgaverne og Danmark ses stadig som en sikker havn for mange udenlandske investorer, udtaler Helle Nielsen Ziersen, der står i spidsen for EDC International Poul Erik Bech.
Hun fortæller, at forskelle i lovgivning, byggeregler og arbejdskultur fylder mindst lige så meget som sproget, når udenlandske virksomheder skal navigere i det danske marked.
En central del af arbejdet er samarbejdet med den globale ejendomsrådgiver JLL. Sammen hjælper de både internationale investorer i Danmark og danske virksomheder, der ønsker at købe, leje eller forhandle kontrakter i udlandet.
På JLL’s Nordic Investor Summit i London blev det bekræftet, at de nordiske lande fortsat ligger helt i top, når det gælder økonomi, stabilitet og investeringsklima.
Danmark er nummer fire på den globale konkurrenceevneliste, og interessen fra internationale investorer er fortsat stærk, lyder det fra EDC International Poul Erik Bech.





















