
Den internationale datacenteroperatør atNorth rykker nu ind i Ølgod og forbereder ifølge JyskeVestkysten et af de største byggeprojekter i Danmark.
Selskabet står bag planerne om et datacenter og tilhørende væksthuse ved Krageris nord for byen, med en samlet investering på omkring 37 milliarder kroner.
Projektet er nået så langt, at Varde Byråd den 20. april skal tage stilling til et endnu ikke offentliggjort forslag til lokalplan for området.
Planen omfatter et areal på cirka 174 hektar og forventes efterfølgende sendt i otte ugers offentlig høring.
Datacentret bliver, hvis det realiseres, landets største med en kapacitet på 500 megawatt. Det svarer til en betydelig andel af Danmarks samlede elforbrug. Samtidig rummer projektet planer om store væksthuse, så det samlede byggeri kan nå op på omkring 700.000 kvadratmeter.
Som led i udviklingen har atNorth lejet lokaler på Torvet i Ølgod, hvor virksomheden etablerer et midlertidigt kontor.
“Kontoret vil blive brugt af medarbejdere, både lokale og kolleger fra andre af atNorths datacentre, samt til at modtage gæster og afholde møder med videre”, skriver atNorth til JydskeVestkysten.
På længere sigt er planen at flytte ind i permanente faciliteter ved det kommende datacenter.
Byggeriet af datacentret forventes at gå i gang i 2026 og stå færdigt i 2030. Projektet har allerede fået en godkendelse fra Christiansborg.






















