KHR Architecture vil fortsætte sin strategiske vækst ved at udvide ledelse og partnerkreds. Det skriver arkitektvirksomheden med base på Christianshavn i en pressemeddelelse.
Partnerkredsen udvides med arkitekterne Morten Nøhr Frandsen og Kristian Nielsen Kjær, mens arkitekt Henrik Andersen bliver teknisk direktør.
Endeligt tiltræder bygherrerådgiver Trine Christensen i en nyoprettet stilling som chef for projektledelse i KHR Architecture’s bygherrerådgivning.
Læs også: Aftale baner vej for 224 nye boliger i Hvidovre
– Vi står midt i en spændende udviklingsfase med både nationale og internationale projekter og muligheder, udtaler Lars Kragh, administrerende direktør i KHR Architecture.
– For at sikre, at vi fortsat kan levere arkitektur af højeste kvalitet, styrker vi nu både ledelses- og partnerkredsen. Der er tale om fire meget forskellige profiler, der på hver deres måde vil berige vores ledelsesteam, og jeg glæder mig meget til et endnu tættere samarbejde.
Rustet til en lovende fremtid
I august 2024 købte den schweiziske ingeniørvirksomhed Arx (tidligere Pini Group) sig ind i KHR Architecture. Det har ifølge arkitektvirksomheden givet adgang til nye internationale forretningsmuligheder.
Læs også: KHR Architecture udnævner ny associeret partner
– De nye medlemmer tilfører friske perspektiver, en bredere kompetencepalet, og en mere balanceret aldersfordeling i vores ledelse. Samtidigt får vi flere hænder til at lede vores voksende forretning. Jeg er personligt rigtig glad for, at alle fire er rekrutteret internt, fordi det viser, at vi som firma er i stand til at udvikle og bevare talenter, udtaler Lars Kragh.
KHR Architecture fik i 2023 et resultat før skat på knap 1,5 millioner kroner, mens det efter skat lød på godt 3,7 millioner kroner.
Om KHR Architecture
KHR Architecture er en af Danmarks ældste tegnestuer, grundlagt af Gunnar Krohn og Knud Hartvig Rasmussen i 1946. KHR Architectures forretning er fokuseret på tre hovedområder: uddannelses- og sundhedsbyggeri for offentlige kunder, erhvervs- og boligprojekter, primært i den private sektor, og bygherrerådgivning.
KHR Architectures partnerkreds består i dag af administrerende direktør Lars Kragh, kreativ direktør Janina Zerbe, kreativ direktør Mikkel Beedholm, partner Henrik Danielsen, designdirektør Torben Juul, direktør for bygherrerådgivningen Peter Nielsen og de nytiltrådte partnere, arkitekterne Morten Nøhr Frandsen og Kristian Nielsen Kjær.
ARX Group har siden 2024 ejet 70 procent af firmaet, men er ikke involveret i den daglige ledelse.
KHR Architecture løser primært projekter i Danmark og Grønland, samt i Norge og Tyskland. Gennem den nye tilknytning til ARX Group har firmaet dog øget sit internationale fokus. KHR Architecture har cirka 70 medarbejdere med base i de fredede Kanonbådsskure på Holmen i København.
Kilde: KHR Architecture.