Kilden & Hindby køber Skjoldhøjkollegiet på Spobjergvej i Brabrand i Aarhus. Foto: Kortforsyningen.
Kilden & Hindby køber Skjoldhøjkollegiet på Spobjergvej i Brabrand i Aarhus. Foto: Kortforsyningen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ifølge Århus Stiftstidende har Skjoldhøjkollegiet i Brabrand gennem en årrække haft svært ved at få lejet alle sine 850 boliger ud. Nu har bestyrelsen for kollegiet så godkendt en betinget aftale om salg af kollegiet til byudviklerne Kilden & Hindby.

Aftalen er ifølge avisen betinget af, at parterne kan blive enige om en udviklingsplan for kollegiet, samt at der udarbejdes en lokalplan for omdannelse af kollegiet til et blandet byområde.

Kollegiebygningerne skal dog ikke rives ned, og beboerne skal ikke frygte for at komme til at stå uden tag over hovedet.

– Vi opererer med en udviklingsproces over 10-15 år og slet ikke en dramatisk omdannelse, siger Rune Kilden Århus Stiftstidende.

LÆS OGSÅ: PRIVAT UDVIKLER VIL BYGGE 134 BOLIGER VED AARHUS

Skjoldhøjkollegiet er en selvejende institution. Ifølge Århus Stiftstidende har kollegiet gennem flere år ledt efter en køber.

– I dag vil de studerende helst bo inde midt i byen. Beliggenheden har altid været kollegiets problem, og det er blevet noget af en gennemgangslejr, selv om nogle selvfølgelig bliver boende her i årevis, fordi de gerne vil bo i rolige omgivelser. Mindst halvdelen af beboerne er i dag udenlandske studerende. De går efter den lave husleje, siger Per Juulsen, direktør i Kollegiekontoret, der administrerer kollegiet, til Århus Stiftstidende.

Skjoldhøjkollegiet har både et- og toværelses lejligheder, og Lokal Brugsen har adresse på selve kollegiet. Desuden rummer kollegiet en bar, et musikrum, et fitnessrum, en sauna, en TV-stue og et betalingsvaskeri.

Prisen på handlen fremgår ikke, men ejendommen er offentligt vurderet til en værdi på 387 millioner kroner, hvoraf værdien af den 145.000 kvadratmeter store grund udgør godt 84 millioner kroner.

Ifølge JP Aarhus har Kilden & Hindby dog købt ejendommen for godt 100 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling