Klatrepark overtager gammel skøjtehal

I samarbejde med lokale foreninger vil den gamle skøjtehal blive fyldt med nye aktiviteter i de kommende år.

I maj vandt GoMonkey et udbud om den gamle skøjtehal i Gladsaxe med projektet Monkey House.

I tæt samarbejde med Søborg Klatreklub, Gladsaxe OCR, Gladsaxe Basketball Klub, Gladsaxe Billard og Bibliotek+ vil GoMonkey fylde hallen med nye aktiviteter i de kommende år.

I en pressemeddelelse oplyser Gladsaxe Kommune, at kontrakten nu er underskrevet

GoMonkey har officielt overtaget hallen, og omdannelsen af den gamle skøjtehal til Monkey House kan dermed begynde over de næste måneder. Overtagelsen af hallen blev markeret tirsdag 10. december.

Læs også: Lokalplan for mindst 400 boliger i Gladsaxe er godkendt

– I dag går vi ind i en ny fase på rejsen mod at skabe nyt liv i vores gamle skøjtehal. For i dag giver vi stafetten videre til GoMonkey og alle foreningerne og aktørerne bag projektet. Og vi glæder os alle til at følge jer på rejsen med at få sat Gladsaxe på landkortet med jeres flotte projekt, sagde borgmester i Gladsaxe Kommune, Trine Græse (S) blandt andet i sin tale og takkede alle, som havde deltaget i udbudsprocessen.

I forbindelse med udbuddet var tre forslag med i opløbet, og GoMonkey endte med at vinde udbuddet i foråret sammen med lokale aktører.

GoMonkey forventer at åbne dørene for de første gæster til september næste år. Indtil da bliver der travlt med at bygge og tilpasse huset til de nye aktiviteter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling