Københavns Kommune har i flere år efterspurgt at få lov til at stille krav om, at det skal være studerende, der bor i ungdomsboliger. Det er nemlig ikke muligt i dag, men det bliver der lavet om på nu. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Med en revision af planloven giver Folketinget nemlig kommunerne mulighed for at øremærke ungdomsboliger til studerende. Og det vækker glæde hos overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S).
– Vi har flere steder i København set eksempler på ungdomsboliger på få kvadratmeter til 8.000-10.000 kroner, som er en fuldstændig grotesk husleje for en på S.U. Derfor har jeg længe kæmpet for, at Folketinget gav os lov til at øremærke ungdomsboliger til studerende, så bygherrer tvinges til at sætte huslejen derefter. Med planlovsændringen kan vi endelig sige til alle unge studerende, der har prøvet at stå midt i en boligjagt, at der er hjælp på vej, udtaler overborgmesteren.
I København er der en stor efterspørgsel på ungdomsboliger, der er til at betale for studerende, men mange små ungdomsboliger udlejes i dag til priser, der er tæt ved dobbelt så høje som almene ungdomsboliger. Det skyldes, at det står bygherrer frit for, hvem de vil leje ud til, og derfor bliver ungdomsboligerne i nogle tilfælde reelt ikke bygget til studerende. Det har medvirket til, at der i dag kun bor studerende i 57 procent af alle private ungdomsboliger i København.
Med den nye planlovsændring får kommunerne mulighed for at kræve, at beboerne i ungdomsboliger skal være studerende. Muligheden gælder i nye lokalplaner. Københavns Kommune har således ikke hjemmel til at kræve det samme for eksisterende eller allerede planlagt byggeri.
Københavns Kommune har fastlagt et mål om, at der skal bygges 12.000 ungdomsboliger frem mod 2031. Siden 2019 er der bygget omkring 5.400 nye ungdomsboliger.
Yderligere information om revisionen af planloven
- Udover muligheden for at kræve, at ungdomsboliger øremærkes studerende, er der to andre tiltag med i planlovsændringen, som Københavns Kommune har efterspurgt:
- Kommunen får mulighed for at stille krav til begrønning i byudviklingen i den kommende kommuneplan. På den måde kan kommunen sikre mængden og kvaliteten af bynaturen fremover.
- Kommunen får mulighed for at fremme den grønne omstilling af vores bilpark, ved at kunne stille krav om parkeringspladser til elbiler og delebiler i lokalplanlægningen.
- Københavns Kommunes høringssvar til lovforslag om ændring af planloven kan findes her.
Kilde: Københavns Kommune.