Køber trækker sig fra stort projekt med ferieboliger på Lolland

Ferieparken Dannemare Village & Marina hænger efterhånden i en ganske tynd tråd, da en køber ikke har kunnet skaffe finansiering.

Med en gæld på 23 millioner kroner blev selskabet Danemare ApS for et års tid siden begæret konkurs, men kreditorerne bakkede op om en plan for en rekonstruktion.

Dermed blev det stort anlagte projekt Dannemare Village & Marina holdt i live, og anpartsselskabet RSTD Holding meldte sig som køber.

Ifølge Folketidende har anpartsselskabet dog ikke kunnet skaffe pengene til at købe projektet.

Advokat Philip Borreschmidt, der stod for rekonstruktionen af Danemare ApS, som ejer 230.441 kvadratmeter jord i området på Lolland, fortæller til avisen, at man har ventet på pengene i et halvt år, da der var indgået en aftale. Nu er det slut med et vente.

– De kan ikke skaffe pengene. Men det er lidt svært at gennemskue, hvad der er sket, for de sad på retsmødet og sagde, de havde finansieringen, siger Philip Borreschmidt til Folketidende.

Projektet omfattede både en ny lystbådehavn og 200 feriehuse, 50 hotellejligheder samt et hotel med 100 værelser og restauranter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling