Byrådet i Skanderborg Kommune har godkendt valget af totalentreprenør til en omfattende om- og tilbygning af Boenhed 20 i Landsbyen Sølund, der er Danmarks største og mest specialiserede botilbud for mennesker med betydelige funktionsnedsættelser.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelelse.
Et totalentreprisehold bestående af Egil Rasmussen A/S, Ginnerup Arkitekter og Sweco Ingeniører skal realisere byggeriet. Holdet blev valgt på baggrund af en samlet vurdering af kvalitet, pris, bæredygtighed og organisering.
Boenhed 20 skal omdannes fra fem til ni moderne og specialindrettede boliger fordelt på cirka 1.360 kvadratmeter ny- og ombygning.
Projektet løber op i 52,5 millioner kroner, og det skal stå klar til indflytning i slutningen af 2026.
– Det nye byggeri vil skabe trygge, funktionelle og moderne rammer for beboerne og deres hverdag – og sikre, at Landsbyen Sølund fortsat kan være et fyrtårn inden for specialpædagogik, siger formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Jens Szabo (V).
Politikerne har også besluttet at igangsætte en større analyse af, hvordan hvordan bo- og aktivitetstilbuddet Landsbyen Sølund kan moderniseres og tilpasses beboernes behov, ligesom det er beslutte at renovere de almene boliger i samarbejde med Landsbyggefonden.
Som udgangspunkt for analysen åbnes der op for, at det samlede antal boliger kan reduceres fra 211 til 174 eller eventuelt 164 boliger.