Kommune fortsætter med at vælte faldefærdige bygninger

Siden 2014 har Sønderborg Kommune fjernet omkring 70 nedslidte bygninger, men flere bygninger skal rives ned.

Byrådet i Sønderborg Kommune har afsat 1 million kroner til en nedrivningspulje. Stockfoto, som ikke stammer fra Sønderborg Kommune.
Byrådet i Sønderborg Kommune har afsat 1 million kroner til en nedrivningspulje. Stockfoto, som ikke stammer fra Sønderborg Kommune.

Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt en prioriteret liste over ejendomme, der skal nedrives i 2026.

Kommunen har afsat 1 million kroner til nedrivning, genhusning og kondemnering af ejendomme, der vurderes sundhedsskadelige eller stærkt nedslidte.

Udvalget har besluttet, at de fire mest kritiske bygninger bliver de første, der sættes i gang.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

De resterende midler skal fremover bruges på en frivillig ordning, som præsenteres i begyndelsen af 2026 for det nye Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalg.

– Nedrivning af sundhedsskadelige og stærkt nedslidte ejendomme er en nødvendig indsats for at skabe attraktive lokalmiljøer. Det er en omfattende indsats for byfornyelse, som vi har arbejdet på i mange år, udtaler formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti.

Kommunen har allerede væltet omkring 70 faldefærdige bygninger rundt om i kommunen. I projektets første fase benyttede ejere af faldefærdige bygninger sig af, at de kunne få dækket to-tredjedele af omkostningerne til nedrivningerne.

Omkring 30 bygninger er blevet fjernet med ejerens medfinansiering. Derudover er cirka 30 bygninger blevet kondemneret og nedrevet uden ejerbidrag, fordi de udgjorde en sundheds- eller sikkerhedsrisiko, og en medfinansiering ikke var mulig.

I 10 tilfælde har kommunen opkøbt ejendomme, revet dem ned og efterfølgende solgt grundene eller anvendt dem til pladsdannelse.

– Når vi fjerner bygninger, der skæmmer bybilledet og udgør en risiko, åbner vi for nye grønne områder og boliger, som kan tiltrække nye borgere, udtaler Kristian Beuschau (S), der er næstformand i Teknik-, By- og Boligudvalget.

Nedrivningerne finansieres gennem både kommunens egen pulje og Statens landsbypulje, som yder op til 60 procent i støtte. I nogle tilfælde bidrager også ejerne selv til omkostningerne.

Forvaltningen vil nu tage kontakt til ejerne af de udpegede ejendomme for at indgå aftaler om frivillig nedrivning. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, kan kommunen vælge at kondemnere bygningerne.

Indtil videre er listen over de nedrivningsdømte ejendomme hemmelig. Kommunen skal nemlig forhandle med de pågældende ejere om erstatningsstørrelsen og denne forhandling ikke er foretaget endnu.

Sådan prioriteres nedrivningerne af bygninger i Sønderborg Kommune

I 2014 begyndte Sønderborg Kommune aktivt at nedrive faldefærdige bygninger. Der var behov for et redskab, der kunne synliggøre bygningernes tilstand, så kommunen kunne prioritere de værste først.

Derfor udarbejdede kommunen et skema, der vurderede tilstanden ud fra følgende parametre:

  1. Generel tilstand
  2. Restværdi af bygningen – Kan dele af bygningen stadig bruges? Er det overhovedet muligt at sanere inden for en rimelig økonomisk ramme?
  3. Fare for personskade i det offentlige rum – Udgør bygningen en risiko for nedstyrtende bygningsdele?
  4. Fare ved uvedkommendes indtrængen – Kan personer komme til skade, hvis de går ind i bygning, der ikke er sikret tilstrækkeligt?
  5. Indvirkning på bybilledet – Hvordan påvirker bygningen omgivelserne? Er det i en række af huse i en landsby, eller ligger det for sig selv?

Hver parameter vurderes med en karakter fra 1 til 5, hvor 5 er værst. Den samlede bedømmelse kan derfor maksimalt være 25 point.

Kilde: Sønderborg Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev