Politikerne i kommunalbestyrelsen i Hedensted Kommune skulle på det seneste møde tage stilling til, om man ved en ændring af kommuneplanen vil give mulighed for, at der kan bygges dagligvarebutikker ved indfaldsvejene ved Tørring, Juelsminde og Hedensted.
Det vil politikerne ikke.
– Hedensted Kommune har over de sidste år fået flere henvendelser omkring placering af nye dagligvarebutikker i centerbyerne Tørring, Juelsminde og Hedensted. Udviklerne ønsker at placere nye butikker uden for midtbyerne ved større indfaldsveje, sagde formand for Udvalget for Vækst & Klima, Lars Poulsen (V), på kommunalbestyrelsesmødet.
Ifølge udvalgsformanden vil der blot blive flyttet rundt på omsætningen mellem butikkerne, hvis der gives tilladelse til byggeri af dagligvarebutikker uden for midtbyerne.
– Vi vil egentligt bare opleve, at butikkerne vil konkurrere med hinanden endnu mere, end de gør i dag, ved at flytte rundt på dem, sagde Lars Poulsen.
Ifølge en opgørelse fra kommunen havde dagligvarebutikkerne i Juelsminde i 2024 en samlet omsætning på 189 millioner kroner, mens byens udvalgsvarebutikker havde en omsætning på 12 millioner kroner, og tøjbutikkerne havde en omsætning på 15 millioner kroner.
I Tørring-Uldum havde dagligvarebutikkerne en samlet omsætning på 266 millioner kroner, udvalgsvarebutikkerne omsatte for 20 millioner kroner og tøjbutikkerne for 15 millioner kroner.
I Hedensted havde dagligvarebutikkerne en omsætning på 426 millioner kroner, mens udvalgsvarebutikkerne omsatte for 79 millioner kroner. Butikker med særligt pladskrævende omsatte for 60 millioner kroner, og byens restauranter havde en omsætning på 10 millioner kroner. Endeligt omsatte butikker med “personlig pleje” for 10 millioner kroner. Der er ikke tilstrækkeligt data til at lave en opgørelse over byens tøjbutikkers omsætning.
I forbindelse med beslutning blev det præciseret, at det bliver en opgave for den kommende kommunalbestyrelse, at tage stilling til den kommende kommuneplan, og at placeringen af dagligvarer og detailbutikker er en naturlig del af dette arbejde.