
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling
Der skal bygges nye plejehjem i Nykøbing Falster og i Sundby for godt 740 millioner kroner. Borgerne skal inddrages i processen.
Hvordan skal fremtidens plejehjem i Guldborgsund Kommune se ud og fungere? Det skal en stor inddragelsesproces nu give svar på, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Over 50 deltagere – herunder ældre, pårørende, medarbejdere og frivillige – skal i maj og juni være med til at udvikle et værdiprogram, der skal danne grundlag for nybyggeri og renovering af plejecentre i kommunen.
– Det er de mennesker, der bor på plejecentrene, som arbejder der, kommer der til hverdag og er rundt om de ældre, som ved bedst, og som får de gode ideer, udtaler Johannes Kristensen (K), formand i Ældre og Omsorgsudvalget.
Inddragelsen sker som opfølgning på den politisk vedtagne masterplan fra marts. Kommunen vil for omkring 1 milliard kroner bygge nye plejehjem og renovere eksisterende faciliteter.
Nu skal visionerne konkretiseres gennem workshops med fokus på beboernes behov, arbejdsforhold for personalet og samarbejde med civilsamfundet.
Arkitektfirmaet Force4 leder processen, og politikerne i Ældre- og Omsorgsudvalget deltager for at lytte – ikke bestemme.
– Vi har fra politisk side stået for beslutningen om placeringen af plejecentrene, hvor der skal renoveres, og hvor der skal bygges nyt. Det er gjort efter grundige analyser og afvejning af efterspørgsel og robust drift i mange år frem, udtaler Kathrine Brønnes (S), næstformand i Ældre og Omsorgsudvalget.
– Nu skal vi blive konkrete i forhold til de ældres og medarbejdernes hverdag, og her skal vi træde lidt i baggrunden og lade de ældre, medarbejderne og andre aktører komme til.
Et udkast til værdiprogram ventes klar i juni.