
Administrationen i Guldborgsund Kommune har i samarbejde med Forec4 Architects udarbejdet et forslag til en masterplan for plejeboligstrukturen i kommunen.
Planen blev godkendt i byrådet i februar og skal over de næste ti år føre til større, moderne og bedre plejehjem – både ved nybyggeri og renovering.
Ifølge pressemeddelelse fra kommunen er der tale om den største investering i ældreområdet i kommunens historie, og den omfatter nybyggeri af to plejehjem.
Nu er byggegrundene udpeget. Der skal bygges ny plejehjem på en del af rådhusgrunden på Parkvej 37 i Nykøbing Falster og på en del af grunden ved Sundskolen i Sundby.
Begge områder er ejet af kommunen og er valgt på baggrund af analyser af befolkningstal, flyttemønstre, efterspørgsel og lokal viden.
– Nu bliver der for alvor sat handling bag ordene. Vi udpeger to byggegrunde til nye plejehjem i Nykøbing og Sundby. Det er kun første skridt i realiseringen af masterplanen, men det er et særdeles vigtigt skridt, udtaler Johannes Kristensen (K), formand i Ældre og Omsorgsudvalget.
Masterplanen indebærer også, at eksisterende plejehjem i kommunen skal renoveres og modernisere, mens plejehjemmene Sømarken i Nykøbing Falster og Kildebo i Sakskøbing skal udvides. På sigt skal der også opføres et nyt plejehjem på Nordfalster.
Der er endnu ikke fastlagt et præcist antal pladser, men som udgangspunkt arbejdes der med 96 pladser per plejehjem. Det giver ifølge kommunen både robust drift og mulighed for at skabe hjemlige og nærværende rammer.
– Vi har valgt at udpege de her to byggegrunde, fordi analyser af flyttemønstre blandt andet viser, at de ældre ønsker at bo i og omkring Nykøbing, nær god infrastruktur, nær gode indkøbsmuligheder, tæt på naturen og tæt på aktiviteter og gode fællesskaber, udtaler næstformand i Ældre og Omsorgsudvalget, Kathrine Brønnes (S).
– Vi synes derfor, at det er helt oplagt at placere to nye plejehjem i Nykøbing og Sundby. Næste skridt er, at vi også ønsker at bygge et nyt plejehjem på Nordfalster.
Selve byggeriet af de nye plejehjem ligger nogle år ude i fremtiden. Kommunen regner med, at det forberedende arbejde – såsom lokalplanlægning og finansiering – vil tage tre-fire år.
Da kommunen allerede ejer grundene, handler det primært om at finde midlerne til selve byggeriet i de kommende budgetforhandlinger.
Der er samlet tale om en milliardinvestering, idet der skal bygges nye plejehjem for samlet 742 millioner kroner, mens renoveringerne løber op i 283 millioner kroner. Endeligt skal der afsættes 67 millioner kroner til indfrielse af gæld i de plejecentre, som ønskes lukket.