Konkurrence om landskabs- og aktivitetspark i ny bydel i Vejle på vej

I februar 2025 udskriver Vejle Kommune en åben konkurrence om fremtidens landskabs- og aktivitetspark i bydelen Ny Rosborg.

I Ny Rosborg i Vejle skal der bygges 2.500 boliger fordelt på seks holme.

I første etape skal der bygges 250-300 boliger på Nordholmen og dernæst 600-650 boliger på Rosborg Ø og 100-150 boliger i Trædeballe Banke.

Mellem de seks holme skal der udvikles en landskabs- og aktivitetspark, der skal udformes som et blå-grønt landskab med vådområder med plads til regnvand samt græs- og skovarealer med mere vild natur. Desuden skal parken byde på blandt andet oplevelser, leg, kunst, madpakkesteder og stier.

I februar 2025 udskriver Vejle Kommune en åben konkurrence om parken i Ny Rosborg. Forvaltningen har udarbejdet et konkurrenceprogram.

Læs også: Første etape af ny bydel i Vejle på vej i høring

Konkurrencen vil foregå i to etaper henover foråret 2025. Første etape bliver en åben konkurrence, hvor alle arkitekter, kunstnere og landskabsarkitekter inviteres til at komme med deres forslag til landskabs- og aktivitetsparken.

Til anden etape udvælges to-fire af de deltagende teams til at konkurrere om opgaven. De udvalgte hold skal, efter dialog med interessenter i området, hver komme med skitser af landskabs- og aktivitetsparken. Forslagene præsenteres dernæst for byrådet, som får mulighed for spørge ind til forslagene. Efterfølgende udpeges et vinderprojekt af en dommerkomite bestående af blandt andet Økonomiudvalgets formandskab og Teknisk Udvalgs formandskab.

Målet er at have et vinderprojekt, der kan præsenteres i forbindelse med DGI Landsstævnet i sommeren 2025, samt at starte realiseringen af parken frem mod 700 års jubilæet for Vejle som Købsstad.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling