
Et kontorbyggeri i Aarhus bliver forsøgssted for det, der ifølge Danica Ejendomme og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma er verdens første anlæg til CO2-fangst integreret i en kontorbygning.
Anlægget på Europaplads 8 kobles direkte til den 18.000 kvadratmeter store bygnings eksisterende ventilationssystem. Når luften passerer gennem anlægget, bindes CO2 i et filtermateriale. CO2’en frigives derefter ved opvarmning og kan enten anvendes i industrien eller lagres permanent.
Anlægget er udviklet af det finske selskab Soletair Power og forventes at kunne indfange omkring 15-18 ton CO2 netto om året.
Det er beskedent i den store klimamæssige sammenhæng, men projektet skal først og fremmest vise, om teknologien kan fungere i en almindelig kontorbygning. Og her er valget så faldet på bygningen i Aarhus, som Danica i begyndelsen af 2024 overtog for 800 millioner kroner.
– Vi har en ambition om altid at have nogle innovative tiltag med i vores projektportefølje, som kan sætte skub til en større agenda, udtaler Niels Fribo, udviklingsdirektør i Danica Ejendomme.
– Nye løsninger modnes ikke i teorien. De skal afprøves i virkeligheden, og det er naturligt, at vi som pensionsejet ejendomsselskab påtager os det ansvar. For os handler denne investering om at teste en teknologi, der på sigt kan få betydning for hele ejendomsbranchen og den grønne omstilling.
Netop den eksisterende bygningsmasse er central i projektet. I Danmark findes der omkring 87 millioner kvadratmeter kontorer og 88 millioner kvadratmeter boliger, hvor luften allerede bevæger sig gennem mekaniske ventilationsanlæg. Ifølge projektparterne kan det derfor være muligt at integrere CO2-fangst i mange eksisterende bygninger uden at opføre nye bygninger.
Hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma skal kontorbygningen samtidig fungere som et såkaldt levende laboratorium, hvor der kan samles erfaringer om blandt andet drift, energiforbrug og integration med bygningens øvrige installationer.
Den opsamlede CO2 kan blandt andet bruges industrielt eller potentielt bindes permanent i byggematerialer som beton. Projektparterne understreger dog, at teknologien ikke skal erstatte energieffektivisering og andre tiltag, der reducerer udledningerne.
Anlægget bliver officielt indviet mandag den 7. september med deltagelse af Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold.






















