Kort nyt: Boligkøbere træder på bremsen – men hovedstaden går mod strømmen

Entreprenør i Assens tredobler overskud efter satsning på større projekter, Stark investerer i robotlager i Brøndby, og EU-støttet kajudvidelse i Aalborg skal understøtte CO2-infrastruktur.

Lejligheder i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Lejligheder i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.

Interessen for at købe bolig er faldet en smule i Danmark.

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der i februar 2026 blev indhentet 13.243 lånetilbud. Det er et fald på 1 procent sammenlignet med februar sidste år.

Størstedelen af lånetilbuddene blev brugt i forbindelse med køb af ejerboliger og sommerhuse.

I alt blev der indhentet 11.223 tilbud til boligkøb, hvilket er knap tre og en halv procent færre end på samme tidspunkt sidste år.

Faldet kan ses i det meste af landet. I Nordjylland er aktiviteten faldet mest med et fald på knap 11 procent i forhold til februar 2025.

Til gengæld skiller hovedstadsområdet sig ud. I Københavns omegn er antallet af lånetilbud steget med 8,7 procent, mens Nordsjælland har oplevet en mindre stigning på 1,5 procent.


Entreprenør i Assens tredobler overskud efter satsning på større projekter

Entreprenør- og murervirksomheden Palle Johansen i Assens leverede ifølge Fyens.dk i 2025 sit bedste resultat til dato. Resultatet før skat steg til 8,3 millioner kroner mod 2,3 millioner kroner året før.

Fremgangen skyldes især en målrettet satsning på større anlægsopgaver. Virksomheden har i de senere år udbygget sin anlægsafdeling og sat fokus på opgaver for kommuner, forsyningsselskaber og andre entreprenører, hvor projekterne ofte ligger i millionklassen.

Samtidig steg bruttoresultatet fra 33,1 millioner kroner i 2024 til 42,5 millioner kroner i 2025. Virksomheden har blandt andet opført ladestationer for Norlys i Aalborg, Vejle og Køge samt en ladestation for Clever.

Palle Johansen beskæftiger 49 medarbejdere og forventer også et positivt resultat i 2026.


Stark investerer i robotlager i Brøndby

Byggekæden Stark investerer i et fuldautomatisk robotlager til sit kommende nationale distributionscenter i Brøndby. Lageret leveres af Element Logic og bygger på teknologien AutoStore.

Robotterne skal automatisere håndteringen af varer og gøre det muligt at ekspedere flere ordrer hurtigere.

Når centeret åbner i sommeren 2026, bliver det knudepunkt for timelevering i Storkøbenhavn og dag-til-dag levering af op til 50.000 varenumre til håndværkere i hele landet.

Det 24.000 kvadratmeter store distributionscenter opføres af pensionsselskabet Velliv og bygges med ambition om DGNB guld-certificering.


EU-støttet kajudvidelse i Aalborg skal understøtte CO2-infrastruktur

Arbejdet med en stor kajudvidelse i Aalborg Havn er i gang og skal styrke rammerne for håndtering af indfanget kuldioxid og udvikling af grøn industri i Nordjylland.

Udvidelsen omfatter 500 meter ny kaj og omkring 60.000 kvadratmeter kajareal. Den nye kaj skal indgå i infrastrukturen bag Nordjyllands første storskala modtageanlæg for CO2, hvor skibe med indfanget CO2 kan lægge til kaj. Når projektet står færdigt, vil to skibe kunne anløbe kajen samtidig.

Projektet har fået EU-støtte gennem programmet Connecting Europe Facility, da det indgår i det europæiske projekt Norne Carbon Storage Hub, der skal udvikle infrastruktur til transport og permanent CO2-lagring.

Kajudvidelsen forventes færdig i efteråret 2027 og skal samtidig skabe nye kajnære erhvervsarealer til virksomheder inden for grøn produktion, energiteknologi og tung industri i Aalborg Industripark.


Aalborg Kommune modtager forslag til bygningspræmiering

Aalborg Kommune modtager frem til den 10. april forslag til bygninger og byrum, der kan komme i betragtning til bygningspræmieringen 2026.

Præmieringen offentliggøres i forbindelse med Arkitekturens Dag og fremhæver projekter med særlig arkitektonisk kvalitet, som bidrager positivt til udviklingen i kommunen. Det er også muligt at indstille projekter til kategorien Borgernes Favorit, hvor vinderen afgøres ved en offentlig afstemning.

Kun bygninger og byrum, der er færdiggjort i 2024 eller senere, kan komme i betragtning. Vinderne udpeges af en komite med politikere fra byrådet, fagdommere udpeget af Arkitektforeningen samt kommunens stadsarkitekt.

Forslag skal sendes til Aalborg Kommunes forvaltning for Teknik og Miljø på mailadressen planlaegning.bykvalitet@aalborg.dk og skal indeholde adressen på projektet, en begrundelse og eventuelt et billede.

Tilmeld Nyhedsbrev