
Byggeriet af 150 nye rækkehuse ved Vonsild Bakke i Kolding er ifølge JyskeVestkysten igen ramt af alvorlige brud på arbejdsmiljøreglerne.
Arbejdstilsynet har efter besøg i februar og marts udstedt flere strakspåbud og peger på betydelig risiko for alvorlig personskade.
Ved et tilsyn arbejdede en medarbejder ved en tagkant i næsten fire meters højde uden tilstrækkelig sikring. Samtidig blev et ustabilt stillads vurderet som farligt, og adgangsveje var forringet af blandt andet mudder.
Tidligere blev en lærling set gå rundt på et tag uden faldsikring, og der blev også reageret på sundhedsskadeligt byggestøv i arbejdsområdet.
Byggeriet har i forvejen en lang historik med påbud, som i december rundede 100. Flere entreprenører er siden blevet udskiftet eller er gået konkurs.
Bag projektet står Bennu Development, som ikke er vendt tilbage på JyskeVestkystens henvendelser.
Fynsk ejendomsmatador overtager to tøjbutikker
Ejendomsinvestor Frederik Barfoed og hans hustru Ann-Sofie Barfoed har ifølge Fyens.dk overtaget to herretøjsbutikker under navnet Ulrik Storm i Odense og København.
Frederik Barfoed er tiltrådt som direktør, mens den hidtidige ejer Ulrik Storm er fratrådt efter fælles aftale. Butikkerne fortsætter uændret, og der søges en ny bestyrer til forretningen i Odense.
Parret vil selv engagere sig i driften og satser på eksklusivt herretøj med høj kvalitet og personlig betjening.
Samtidig har Frederik Barfoed trukket sit kandidatur til bestyrelsen i Huscompagniet for at fokusere på den nye satsning.
Boii Studios flytter ind på Nørrebrogade
Boii Studios har overtaget et markant butikslokale på Nørrebrogade 9A på Nørrebro i København. Lejemålet er udlejet på under to uger af Colliers.
Lejemålet omfatter 256 kvadratmeter i stueplan og yderligere 268 kvadratmeter i kælderen.
– Vi oplever et retailmarked, der for alvor er tilbage efter Covid-19, med en stærk underliggende efterspørgsel efter tidssvarende og indflytningsklare lejemål, udtaler Peter Bech, Retail Director hos Colliers i København.
– De rigtige beliggenheder med god synlighed, den rette geometri og en korrekt lejefastsættelse bliver lejet ud meget hurtigt. I nogle tilfælde ser vi endda begyndende betaling af afståelser for de bedste placeringer.
Ejendommen ejes gennem et ejendomsinteressentskab af Allan Thomsen, Lars Brun Nielsen og Lars Melchior Kongsted Kjeldsen.
Udbud om færdiggørelse af Nyt Hospital Bispebjerg
Region Hovedstaden har taget endnu et skridt mod færdiggørelsen af Nyt Hospital Bispebjerg ved at sende en stor del af arbejdet i udbud.
Opgaverne samles i én samlet entreprise, hvor én entreprenør får ansvaret for at koordinere arbejdet på tværs af fag. Målet er at skabe bedre sammenhæng og en mere effektiv byggeproces.
– Det føles godt, at udbuddet nu er ude, og at projektet tager yderligere form. Denne milepæl betyder meget for alle os, der arbejder på projektet, og for dem som følger byggeriet tæt, udtaler projektdirektør Berit Damm.
Udbuddet omfatter blandt andet installation af ventilation, el, vand og afløb samt de indvendige arbejder, der skal gøre akuthuset klar til brug.
Projektet blev genstartet i april 2025 med entreprenørfirmaet LM Byg, og arbejdet med råhus og kælder er allerede godt i gang. I løbet af vinteren forventes monteringen af facaden i den nordlige del af byggeriet at begynde.
Pensionskasse sænker ejendommes CO2-aftryk
P+ fortsatte den målrettede indsats med at sænke klimaaftrykket fra investeringsporteføljen i 2025.
Ved udgangen af året nåede CO2-reduktionen fra P+’s aktier, erhvervsobligationer og direkte ejede ejendomme op på hele 66 procent sammenlignet med 2019.
– Reduktionen betyder, at vores 2030-målsætning om en reduktion på 65 procent faktisk allerede er indfriet ved udgangen af 2025. Vi fortsætter det målrettede arbejde på vej mod vores langsigtede klimamål, som er, at hele porteføljen skal være klimaneutral senest i 2050, udtaler administrerende direktør i P+, Kåre Hahn Michelsen.
Vejarbejde på Siøsundbroen giver trafikændringer frem til november
Et større reparationsarbejde på Siøsundbroen begynder den 25. marts 2026 og vil påvirke trafikken frem til november.
Arbejdet omfatter blandt andet nye fuger, nyt slidlag på kørebanen og renovering af fortove og cykelstier. Fra april indsnævres broen til ét spor, og trafikken reguleres med signalanlæg. Hastigheden sættes ned til 20 kilometer i timen ved arbejdsområdet.
Cykelstien mod Siø spærres fra starten, mens stien mod Tåsinge lukkes efter sommerferien. Trafikanter må forvente længere rejsetid.
Der arbejdes som udgangspunkt ikke på kørebanen i juli og i weekender, hvor signalanlægget slukkes for at lette trafikken.






















