Kort nyt: Ny lokalplan skal sætte gang i salg af boliggrunde

Butikscenter glemte at søge tilladelse til anlægsarbejde, Colliers styrker holdet i Trekantområdet, håndværkere vil have autorisation i flere fag, og jysk entreprenør samler kræfterne i ét selskab.

Illustrationsplanen er et eksempel på, hvordan området kan bebygges med parcelhuse.
Illustrationsplanen er et
eksempel på, hvordan området kan bebygges med parcelhuse.

Vejen Kommune vil gøre det lettere at bygge i boligområdet Skovklyngen i Læborg og sætter derfor gang i en ny lokalplan.

Den nuværende lokalplan fra 2021 har haft fokus på fællesskab og et tæt gademiljø med faste krav til, hvor husene skal placeres. Reglerne betyder blandt andet, at boliger skal ligge tæt på skel mod fælles veje.

Men selv om grundene blev sat til salg i 2023, er ingen blevet solgt. Ifølge kommunen skyldes det blandt andet de stramme krav til indretning af grundene.

Derfor vil den nye lokalplan give større frihed til at placere huset og indrette haven. Målet er at gøre grundene mere attraktive uden at ændre områdets overordnede idé. Planen skal i offentlig høring i fire uger.

Annonce

Butikscenter glemte at søge tilladelse til anlægsarbejde

Indførelsen af betalingsparkering ved Rosengårdcentret er ifølge Fyens.dk forsinket med over to måneder, efter at anlægsarbejde blev sat i gang uden godkendelse fra Odense Kommune og Fyns Politi.

Centret begyndte i starten af året at etablere nye vejanlæg ved indkørslerne, selv om ændringerne kræver tilladelser, fordi de påvirker trafikken.

Fejlen får ikke sanktioner, men har forsinket projektet. Centret har nu søgt om godkendelse og må ændre dele af det allerede udførte arbejde.


Colliers styrker holdet i Trekantområdet

Colliers i Trekantområdet er gået ind i april med en markant styrkelse. Virksomheden har ansat to nye medarbejdere og offentliggjort, at endnu en tiltræder den 1. maj.

De nye ansættelser skal styrke virksomhedens evne til at servicere både eksisterende og nye kunder.

Anne Vindeløv er tiltrådt som projektkoordinator med erfaring fra blandt andet boligadministration, mens Jens Strunk Mouridsen er startet som erhvervsejendomsmægler med baggrund som boligmægler og indgående kendskab til markedet i blandt andet Vejle og Esbjerg.

Derudover begynder Anders V. Sandgaard som trainee med fokus på industri og logistik og erfaring fra transportbranchen.


Håndværkere vil have autorisation i flere fag

Et nyt borgerforslag vil indføre autorisation for flere håndværksfag i byggebranchen for at styrke kvaliteten og gøre det lettere for forbrugere at vælge kvalificerede håndværkere.

I dag gælder autorisation kun for blandt andet el, VVS og kloak. Med forslaget skal virksomheder kunne godkendes af Erhvervsministeriet, hvis en ansvarlig medarbejder har en relevant erhvervsuddannelse.

Initiativet bakkes op af brancheorganisationen Dansk Håndværk, som ser det som et skridt mod større gennemsigtighed i branchen.

Forslaget skal samle 50.000 underskrifter inden den 28. juli 2026 for at blive behandlet i Folketinget.


Jysk entreprenør samler kræfterne i ét selskab

Et nyt samlet entreprenørselskab ser nu dagens lys i Holstebro, hvor Jens Jensen Murer og Entreprenør og Jens Jensen Tømrer og Snedker ifølge Building Supply lægges sammen i én virksomhed under navnet Jens Jensen.

Fusionen sker for at samle faglige kompetencer og styrke virksomhedens position på markedet. De to selskaber har i mange år arbejdet tæt sammen og har allerede fungeret som en samlet enhed i praksis. Sammenlægningen er derfor en naturlig videreudvikling af samarbejdet.

Den nye virksomhed vil fortsat have base i Holstebro og beskæftige omkring 50 medarbejdere. Samtidig understreger ledelsen, at fusionen ikke får betydning for eksisterende aftaler eller igangværende projekter.


AnnonceTilmeld Nyhedsbrev