AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nogle steder i landet kan det være svært at låne til et hus, selvom man har orden i privatøkonomien. Ifølge Erhvervsministeriet har flere oplevet, at kreditinstituttet har afvist et lån til drømmeboligen med den begrundelse, at det lå i det forkerte postnummer. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Folketinget har i dag vedtaget en ny lov, der giver danskere mulighed for at få et boliglån med statsgaranti i landdistrikter. Det skal gøre kreditinstitutterne mere tilbøjelige til at låne ud i tilfælde, hvor de ikke gør det i dag på grund af boligens placering.

Dermed kan de første danskere optage et lån med statsgaranti fra den 1. juli 2022.

–  Med loven sikrer vi, at det ikke er postnummeret, der afgør, om man kan få et lån eller ej, og vi styrker dermed sammenhængskraften i Danmark, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.

Med modellen bliver det muligt, hvis lånet ikke kan ydes på sædvanlige vilkår, at få en statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 procent af boligens værdi for ejerboliger, der har en handelspris under 10.000 kroner per kvadratmeter, hvis boligen ligger i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kroner per kvadratmeter, eller har en handelspris under 8.000 kroner per kvadratmeter.

Eksempelvis vil en familie, der gerne vil låne penge af kreditinstituttet til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til 1 million kroner kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis kreditinstituttet vurderer, det er nødvendigt med en statsgaranti for at yde lånet. Her vil staten kunne garantere 90 procent af belåningen i spændet 60-90 procent, det vil sige 270.000 kroner.

Kreditinstitutterne skal bære 10 procent af risikoen i forhold til det enkelte lån. For både låntager og kreditinstitut vil der være en lille merbetaling i forhold til et lån uden statsgaranti. Det sikrer, at statsgarantien kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke kan lånes på almindelige vilkår.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd roser modellen for at tage livtag med skævvridningen på boligmarkedet. Dog ærgrer han sig over, at ordningen er tidsbegrænset til tre år og begrænser sig til boligkøb.

– Det kan det godt nage mig, at man ikke giver mulighed for også at omfatte belåning til udskiftning af olie-og gasfyr samt til energirenovering, og at ordningen automatisk udløber om tre år, uden at den beslutning er funderet i en evaluering. Når det er sagt, så skal regeringen og aftalepartierne have ros for at tage livtag med en af de største udfordringer for landets sammenhængskraft igennem mange år, hvilket unægteligt vil komme hele landet til gode, siger Steffen Damsgaard.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling