Lige nu er byggeriet som resten af samfundet ramt af coronakrisen, menb den danske byggebranche har gennem de seneste år haft travlt. Eksempelvis blev omsætningen inden for nybyggeri i de første tre kvartaler af 2019 fordoblet i forhold til samme periode i 2015. Når byggerier skal sikre deres tilladelser, er det dog i stigende grad blevet en vigtig pointe, at der er tegnet buske og grønne områder ind i ansøgningen, skriver Land Have i en pressemeddelelse.
Torntoft & Mortensen færdiggjorde i slutningen af 2018 et byggeri af blandt andet lejligheder og en dagligvarebutik på vegne af andelsboligforeningen Odinsgaard i Horsens, og Christian Reinholdt Jørgensen, der er projektleder i entreprenørvirksomheden, nikker i meddelelsen genkendende til tendensen. Det er lettere at få et udviklingsprojekt ført sikkert gennem den politiske og demokratiske proces, når der er tænkt grønt ind i planen, lyder det fra projektlederen.
– I forhold til bygherrer og slutbrugere men i særdeleshed også overfor kommunen, er formål, arkitektur og materialevalg i samspil med de omkringliggende bygninger og områder en meget væsentlig faktor for et byggeris succes. Jeg oplever, at jo mere natur, uderum og grønt miljø, der er tænkt ind i planen, des større mulighed har et byggeri for at blive accepteret og undgå at blive sat i bås med tidligere tiders massive betonbyggerier, udtaler Christian Reinholdt Jørgensen.
Entreprenøren ved Odinsgaard-byggeriet har for at sikre sig et overskueligt og funktionelt grønt liv midt i byen valgt at samarbejde med den danske design- og iværksættervirksomhed Land Højbede om at etablere byhaver.
– Når vi taler med landskabsarkitekter og bygherrer, så ønsker de grønne rum og natur, men samtidig er de meget begrænset af pladsen mellem bygningerne inde i byerne, fortæller Thule Jessen, direktør og initiativtager i Land Højbede.
– Det, vi kan med højbede, er at skabe natur i øjenhøjde på få kvadratmeter, som på samme tid kræver minimalt vedligehold. De her afgrænsede oaser kan indrettes både med skillevægge, bænke og overdækning, så selv en lille plet mellem to byggeklodser kan blive til en have, hvilket vi ved betyder meget for bymennesket.
Overskuelighed og mobilitet i byhaver
Ved byggeri tages udsmykning og grønne områder ofte med helt fra start i overvejelserne, men når byggerier er flere år undervejs fra koncepttegning til mørtlen er størknet, kan ønsker og visioner have ændret sig.
– Det er ikke uhørt, at når byggeriet står færdigt, og de åbne områder skal tages i brug, kan ønskerne fra enten bygherren eller slutbrugerne have ændret sig. I disse tilfælde er det en stor fordel, at højbede og kummer faktisk bare kan rykkes rundt, så man opnår den ønskede opsætning, siger Christian Reinholdt Jørgensen.
Den høje mobilitet for højbedene er netop en medvirkende faktor til, at Land Højbede med deres danskdesignede kummer og kasser er en yndet medspiller, når det kommer til urban boligbebyggelse, mener Thule Jessen.
– Vi samarbejder med mange både landskabsarkitekter og entreprenørvirksomheder, som gerne vil implementere vores løsninger, men også boligforeninger og restauranter, som vil give deres fællesarealer nyt liv.