Lerbæk Gods er igen blevet sat til salg, og prisen er atter sat ned. Foto: Boliga.
Lerbæk Gods er igen blevet sat til salg, og prisen er atter sat ned. Foto: Boliga.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Lerbæk Gods mellem Vejle og Jelling er igen blevet sat til salg. Sælger er Birgit Bech Pilegaard, som gennem de seneste år har gjort sig flere anstrengelser i et forsøg på at få  afhændet det 590 år gamle gods.

I juli 2022 blev Lerbæk Gods ifølge Boliga sat til salg for 59,5 millioner kroner. Da ingen købere havde meldt sig, blev der i juni 2023 hakket 4,7 millioner kroner af prisen.

Dermed var godset til salg med et prisskilt på 54,8 millioner kroner.

Det var tilsyneladende ikke nok til at lokke potentielle købere ud af busken, for i juni 2024 blev ejendommen taget af markedet.

Dog kun for en kort stund, for godset dukkede for to dage siden igen op hos landbrugsmægleren Hekto&Co med en ny pris på 43,9 millioner kroner.

Læs også: Jysk slot er sat til salg for 47 millioner

Ifølge Boliga kan godset dateres helt tilbage til 1434, og det har været hjem for både kongelige og berømte danskere, herunder Frederik IV og Karen Blixen.

“I dag fremtræder hovedbygningen fortsat med et arkitektonisk smukt udtryk der med sine tre længer, indrammes af voldgraven og den flotte park der blandt andet også lægger grund til væksthuset”, lyder det i salgsopstillingen fra Hekto&Co.

Lerbæk Gods byder på en enorm grund på hele 185 hektar, stuehuse på 1.600 kvadratmeter og en kælder på 420 kvadratmeter, skriver Boliga.

Tidligere var grunden endnu større, men landbrugsdelen på 360 hektar landbrugsjord er senere skilt fra.

Desuden er adresserne Lerbækvej 105 og 112 særskilt sat til salg hos liebhavermægleren Lilienhoff for 20,9 millioner kroner.

Trods prisen er Lerbæk Gods langt fra Jyllands dyreste landejendom til salg lige nu. Ved Tørring nord for Randers er en landbrugsejendom til salg hos for Agriteam for 89,5 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling