Hos teglvirksomheden Egernsund Wienerberger oplever man stor opbakning til murstenen LESS.
Det skriver murstensproducenten i en pressemeddelelse.
Ifølge Egernsund Wienerberger reducerer den perforerede mursten CO2-udledningen i produktionen og er samtidig lettere for mureren at arbejde med.
LESS-murstenen vejer 340 gram mindre end en traditionel massiv mursten. Det betyder, at en murer, der i gennemsnit håndterer 600 mursten om dagen, kan spare kroppen for 42 tons belastning om året.
Trods murstenens 10 huller kræver den ikke markant mere mørtel. Hullernes diameter er så små, at de ikke fyldes op med mørtel under opmuring.
Selvom LESS umiddelbart kræver 5 procent mere mørtel sammenlignet med massive sten, har mursten ifølge Egernsund Wienerberger stadig en positiv indflydelse på den samlede CO2-besparelse ved opførelsen af en teglmur. Samlet set opnås en CO2-besparelse på minimum 0,8 kilo CO2 per kvadratmeter murværk sammenlignet med massive sten.
LESS-mursten er klar til nyt bygningsreglement
LESS-murstenen indeholder 15 procent mindre råmateriale og brændes på biogas, hvilket resulterer i en CO2-reduktion på op til 70-90 procent i produktionen.
– Med vores LESS-mursten kan du bygge inden for de nye grænseværdier og overholde det nye bygningsreglement, udtaler Line Helmark, administrerende direktør hos Egernsund Wienerberger.
– At LESS består af 15 procent mindre råmateriale medfører en lettere sten for mureren, et mindre træk på jomfruelige ressourcer og en energibesparelse i både tørring og brænding. Det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med den grønne omstilling i vores produktudvikling og samtidig tager hensyn til dem, der skal arbejde med materialerne hver eneste dag.
LESS-mursten kan ifølge Egernsund Wienerberger anvendes i samme type konstruktioner og med samme type mørtel som traditionelle blødstrøgne mursten.