Lokalplan baner vej for nyt lokalcenter i Hastrup

De eksisterende bygninger rives ned og erstattes af nybyggeri med plads til blandt andet en Netto-butik og en Rema 1000.

Køge Kommune har nu endeligt godkendt en ny lokalplan, som baner vejen for et nyt og større lokalcenter i den sydlige del af Køge – nær Hastrup.

Planen muliggør, at det eksisterende Boskovcenter rives ned og erstattes af et nyt center med to dagligvarebutikker i form af en Netto-butik og en Rema 1000 med tilhørende parkeringsfaciliteter.

– Det glæder mig, at vi nu kan komme videre med udviklingen af et nyt lokalcenter, der styrker både detailhandlen og hverdagslivet i Hastrup, udtaler Køges borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse.

– Med lokalplanen skaber vi gode rammer for både erhverv og beboere – og vi har lyttet til borgernes gode input i processen.

Baggrunden for projektet er en udvidelse af detailhandelsrammen i Kommuneplan 2021-2033, der tillader yderligere én dagligvarebutik i området. Det nye lokalcenter placeres i områdets vestlige del, mens parkeringspladsen primært anlægges mod øst.

Boskovcenter rives ned og erstattes af nybyggeri. Illustration: Sweco Architects.
Boskovcenter rives ned og erstattes af nybyggeri. Illustration: Sweco Architects.

Lokalplanen dækker et areal på cirka 10.000 kvadratmeter og omfatter i dag en dagligvarebutik, et pizzeria og en frisørsalon.

Fremover bliver der mulighed for op til 2.400 kvadratmeter detailhandel samt publikumsorienterede serviceerhverv som netop et pizzeria eller frisør – dog uden krav om, at disse skal etableres.

Butikkerne skal fremstå i blank mur eller skærmtegl i dæmpede farver som rød, brun eller gul, og facaderne skal have et ensartet, monokromt udtryk. Køge Kommune har desuden tilføjet krav om hastighedsdæmpning og sikre krydsningsmuligheder ved Langelandsvej.

Der anlægges op til 102 parkeringspladser, men hvis serviceerhvervene ikke opføres, kan antallet øges til 112. En eksisterende busvendeplads flyttes, og trykforøgerstationen på grunden bevares. Kommunen ejer i dag den østlige del af området, som bygherre planlægger at købe til formålet.

Lokalcentret ejes af KFI Erhvervsdrivende Fond, mens også Rema Etablering ejer en matrikel inden for lokalplanområdet.

Tilmeld Nyhedsbrev