Madsen & Kastberg overtager aktiverne i SnedkerMadsen, men for kunder og ejendomme bliver hverdagen stort set uændret. De samme håndværkere fortsætter arbejdet, og de velkendte ansigter bliver på opgaverne.
Det oplyser byggefirmaet fra Brøndby i en pressemeddelelse.
Som led i aftalen fortsætter indehaver Kim Madsen sit daglige arbejde, nu som medarbejder hos Madsen & Kastberg, sammen med sine erfarne svende.
SnedkerMadsen i Lille Skensved blev etableret i 2015, men Kim Madsen har haft ansvar for drift og vedligehold af ejendomme i mere end 30 år.
– Jeg har haft de samme ejendomme og kunder i mange år, og det har været vigtigt for mig, at de fortsat føler sig trygge. Med Madsen & Kastberg får jeg mulighed for at fortsætte det arbejde, jeg holder af – men i et setup, hvor jeg personligt kan skrue lidt ned for tempoet og stadig levere den kvalitet, kunderne forventer, udtaler Kim Madsen.
Hos Madsen & Kastberg ser man overtagelsen som et naturligt skridt i virksomhedens udvikling og som en styrkelse af de lokale relationer.
Rasmus Uldbæk, afdelingschef for Byg Service hos Madsen & Kastberg, peger på, at Kim Madsen og hans kolleger repræsenterer de samme værdier om ordentlighed, faglighed og langvarige kunderelationer, som virksomheden selv bygger på.
– Vi er meget glade for, at både Kim og svendene fortsætter, så ejendommene oplever mindst muligt skift – og i praksis bare får flere ressourcer og et stærkere administrativt fundament i ryggen, udtaler Rasmus Uldbæk.
Fremover håndteres fakturering og administration af Madsen & Kastberg, som med overtagelsen tilfører øget kapacitet, bedre systemunderstøttelse og langsigtet stabilitet.






















