Mægler: Boligejerne afventer prisstigninger

Ejendomsmæglerkæde påpeger, at boligskatten falder i otte ud af ti ejerboliger, ligesom renten vil blive sat ned. Derfor vil boligpriserne stige.

Ifølge RealMæglerne har boligejerne ikke gennemskuet effekten af ny boligskat.

Det konkluderer ejendomsmæglerkæden på baggrund af en spørgeundersøgelse, som Voxmeter på vegne af kæden har gennemført blandt boligejere i Danmark, som enten bor i ejer- eller andelsboliger.

– Vi har spurgt ind til sælgerparatheden hos boligejerne. Det vil sige en undersøgelse af faktorer, som i givet fald vil kunne påvirke dem til en beslutning om salg af boligen. I forhold til tidligere sælgerparathedsundersøgelser er et rentefald og i særdeleshed ny boligskat en aktuel paratheds-faktor, udtaler Preben Merrild Angelo, administrerende direktør hos RealMæglerne, i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen forventer 18 procent af boligejerne, at deres bolig vil stige i pris som følge af ny boligskat, mens 49 procent ikke forventer ændringer, og 10 procent forventer et fald. Hele 23 procent er i tvivl.

Læs også: Boligpriserne faldt i januar 2024

– Det fortæller os først og fremmest, at mange ikke har interesseret sig for ændringen i boligskatten og/eller har tænkt ændringen ind i et scenarie, hvor de i fremtiden får behov for et salg af boligen, siger Preben Merrild Angelo.

Ifølge RealMæglerne har den nye boligskat i 2023 givet svingninger i boligmarkedet som følge af skæve vurderinger og rod i systemet hos Vurderingsstyrelsen, som står bag en automatisering af beregningsgrundlaget for beskatningen af boliger.

Når boligskatten nu alligevel forventes at påvirke kvadratmeterpriserne i en positiv retning, skyldes det, at otte ud af ti boliger får en lavere boligbeskatning.

Svarer til rentefald på 0,75 procent i snit

– Det er sådan med økonomi, at justerer man noget i den ene ende, så sker der en kædereaktion, der fører til en ændring i den anden ende. I den her case er det klart, at hvis det bliver billigere at eje boligen, stiger den også på sigt i værdi, fordi den bliver attraktiv for flere at eje, og flere derfor kan låne til at eje den, fortæller Preben Merrild Angelo.

– Det er vores vurdering, at det vil give en effekt, der i gennemsnit svarer til en rentesænkning på 0,75 procent i et parcelhus til omkring 3 millioner kroner. Dermed sagt, at det kan variere fra område til område. I nogle områder er det væsentligt mere.

Læs også: Bemærkelsesværdig rekord på boligmarkedet i sidste kvartal af 2023

Ud over boligskatten er der hele spørgsmålet om effekten af en rentenedsættelse, som har været varslet længe, og som økonomerne ifølge RealMæglerne mener er lige om hjørnet.

Boligrenterne afgøres af centralbankernes nuværende rente samt af forventningerne til den fremtidige rente.

Rentefald får betydning for kvadratmeterpriser på boliger

Over de seneste år har boligrenten svinget helt fra negativ rente på et 30-årigt realkreditlån til 6 procent (2022), da den ramte sit højeste niveau. Men nu er inflationen under kontrol igen, og det varsler, at det er på tide, at renten sænkes igen.

28 procent af boligejerne forventer ifølge undersøgelsen fra RealMæglerne, at deres bolig vil stige i pris som følge af fald i renten, mens 41 procent ikke forventer ændringer, og kun 6 procent forventer et fald i kvadratmeterprisen. Hele 25 procent er i tvivl.

Læs også: Voldsom forskel på boligpriserne i Danmark

– Bliver renten sat ned, betyder det, at det bliver attraktivt for flere at låne penge. Og når det bliver attraktivt at låne penge, er der flere, der gerne vil købe hus eller lejlighed. Når køberne er der, vil kvadratmeterpriserne også langsomt begynde at stige, siger Preben Merrild Angelo.

Han mener, at boligejerne formentlig er bevidste om effekten af ny boligskat og lavere rente, men at man gerne vil se det, før man tror på det. Med andre ord vil boligejerne ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling