
Erhvervsejendomsmarkedet har haft et stærkt 2025, og meget tyder på, at udviklingen fortsætter næste år. Det viser en ny undersøgelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, hvor over 1.800 aktører fra ejendomsbranchen har vurderet markedet.
Undersøgelsen gennemføres for ellevte år i træk, og årets besvarelser hører til de mest positive, lyder det i en pressemeddelelse fra erhvervsmæglerfirmaet.
Boligmarkedet fylder mest i årets undersøgelse. Tilflytningen til de store byer fortsætter, og 83 procent vurderer, at efterspørgslen på boliger især vil vokse i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Særligt små lejligheder med et-to værelser forventes at blive efterspurgt i de kommende fem år.
– Folk fortsætter med at flytte til byerne. Den dobbelte urbanisering er i fuld gang, da mange ønsker at bo i de største byer, eller som minimum bo i den største eller næststørste by i kommunen, udtaler analysechef Joseph Alberti fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
– Derfor er det heller ikke overraskende, at 83 procent forventer, at efterspørgslen efter boliger vil vokse mest i de fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg. Faktisk er det lidt overraskende, at tallet ikke er højere.
Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech forventer 55 procent af investorerne at bruge flere penge på ejendomme i 2026.
Samtidig forventer næsten alle, at priserne på boligudlejningsejendomme vil stige eller forblive stabile – det højeste niveau i undersøgelsens historie. Også kontor, industri og logistik vurderes at stå stærkt, mens detailområdet fortsat hænger efter.
Renter og inflation forventes nu at ligge stabilt gennem 2026, efter flere års usikkerhed. Den faldende rente i 2025 har dæmpet bekymringerne.





















