Trods en rekordagtig tørkeperiode i maj og juni kunne Danmarks Meterologiske Institut (DMI) allerede i midt november 2023 konstatere, at 2023 ville sætte ny rekord for mængden af nedbør i Danmark.
Også starten af 2024 har budt på rekordstore mængder nedbør. Allerede den 3. januar ved midnat kunne DMI registrere endnu en nedbørsrekord. Denne gang for højeste døgnnedbørsum målt på en station i Danmark, idet ni stationer på Fyn, Lolland-Falster og Møn målte døgnsummer over 50 millimeter nedbør, som den 138 år gamle rekord fra 1886 lød på.
De stadig større vandmasser stiller stigende krav til vandselskabernes systemer og metoden til at håndtere vandet på for at holde det ude af kloaknettet og minimere skader som følge af oversvømmelser.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danva. Vandsektorens brancheorganisation påpeger, at de stigende vandmasser kommer til at udfordre det økonomiske råderum i de kommende år.
– Samfundet står foran milliardstore investeringer for at kunne følge med de stigende vandmasser. Derfor skal det sikres, at vandselskaberne har adgang til finansieringen, der både giver mere kapacitet og nye løsninger, så vandet holdes ude af spildevandsystemerne, der ikke er dimensioneret til klimaforandringernes voldsomme regnmængder, udtaler direktør i Danva, Carl-Emil Larsen.
Kunderne betaler for vandselskabernes drift og anlæg. I nogle områder er der mere brug for at dæmme op for højtstående grundvand, mens der i andre er behov for ekstraordinære værn mod både skybrud og stormflod.
– Vand kan have en ødelæggende kraft, hvis systemerne ikke er gearet til at kontrollere det. Vi oplever et stigende krav fra samfundet om at investere i løsninger, der kan minimere de skadelige effekter af klimaforandringerne, udtaler Carl-Emil Larsen
– Men det er dyrt, uanset om det er statslige midler, der skal finansiere dem, eller de skal tages over vandtaksten. Der er logisk kun en lomme, hvor pengene kan komme fra. Om pengene skal gives til staten eller til vandselskabet, det er sådan set underordnet, for det er stadigvæk den samme lomme.
Vand truer 450.000 boliger
Miljøminister, Magnus Heunicke (S), præsenterede i efteråret Klimatilpasningsplan 1, som giver vandselskaberne nye muligheder for at håndtere vandmasser.
I den forbindelse kunne regeringen oplyse, at grundvandsspejlet over de seneste 30 år er steget med op til en meter. I dag har cirka 450.000 boliger derfor under en meter til grundvandsspejlet mere end 80 procent af året.
Danva understreger, at klimatilpasningsplanen skal udmøntes og have tid til at virke, for de danske byer er under pres på grund af de øgede mængder nedbør, stigende grundvand, oversvømmelser fra vandløb og stormflod.
– Vi ved, at der er behov for yderligere tiltag, og dem ser vi frem til. Men det er også vigtigt at få implementeret én plan, før den næste kan prioriteres. Vi ser ind i et klima, hvor vi endnu ikke kender konsekvenserne af ændringerne, så det er en god strategi at implementere løsningerne trinvist, siger Carl-Emil Larsen.