AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Boligsidens nye udbudstal for primo januar viser, at der netop nu er knap 30.800 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er 1,9 procent færre huse til salg, end det var tilfældet for en måned siden.

Men samtidig er udbuddet af huse øget betragteligt i forhold til begyndelsen af 2022, og det samlede antal huse til salg ligger nu 35 procent højere end for et år siden.

– Vi ser et mindre, månedligt fald i udbuddet af huse her ved indgangen til det nye år. Men det er ikke usædvanligt med sådan en nedgang i antal huse til salg netop ved årsskiftet. I december har danskerne travlt med juleforberedelser, og boligmarkedet drosler traditionelt set en smule ned, hvilket også indebærer, at færre sætter boligen til salg i december, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– Til gengæld har vi i store dele af 2022 været vidne til et kraftigt stigende udbud som konsekvens af, at salget er gået ned i gear. Derfor ser vi også nu, at huskøberne har væsentlig flere valgmuligheder end på samme tidspunkt sidste år, hvor der dengang kun var i underkanten af 23.000 huse til salg i Danmark.

I de seneste fem år er udbuddet af huse faldet med mellem tre og seks procent i måneden fra december og frem til indgangen af januar.

Faldet i udbuddet af huse i den seneste måned gør sig gældende i samtlige fem regioner, imens der alle steder samtidig er tale om et højere antal huse til salg end på samme tidspunkt sidste år.

Dermed nærmer det samlede antal huse til salg sig det niveau, der var gældende i tiden inden corona. Til sammenligning var der ved indgangen til januar 2020 cirka 33.600 villaer og rækkehuse til salg i Danmark.

Færre lejligheder og sommerhuse til salg

Faldet i udbuddet den seneste måned er også gældende, når vi ser på antallet af lejligheder til salg.

Boligsidens friske udbudstal for primo januar viser, at der ved indgangen til januar 2023 er knap 8.000 lejligheder til salg i Danmark. Det er seks procent færre end for en måned siden, men samtidig 46 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.

– Ligesom for husene så vi et stigende udbud af lejligheder i store dele af 2022, men den udvikling er bremset op i november og december, hvor det sædvanlige sæsondyk er sat ind. Til gengæld afspejler det stigende udbud i løbet af 2022 sig tydeligt i den årlige ændring, hvor der nu er cirka 2.500 flere lejligheder til salg, end var tilfældet ved indgangen til januar 2022, siger Birgit Daetz.

Det er de samme overordnede tendenser, der gør sig gældende for sommerhuse. Her er udbuddet også dalet den seneste måned, konkret med 3,5 procent, imens der er 11 procent flere sommerhuse til salg nu end på samme tidspunkt sidste år.

– Vi ser de samme sæsonudsving i udbuddet af sommerhuse som for de to andre boligtyper, og dermed et fald i udbuddet den seneste måned. Men samtidig er sommerhusmarkedet lidt gået sine egne veje i 2022. Så selvom der nu er 11 procent flere sommerhuse til salg end på samme tidspunkt sidste år, er der ikke sket samme stigning i udbuddet som for de to andre boligtyper. Derfor er udbuddet af sommerhuse fortsat noget begrænset og kun cirka halvdelen af det niveau, vi så i tiden inden corona, forklarer Birgit Daetz.

Udviklingen i udbuddet ved indgangen til januar 2023

Boligtype Antal til salg Ændring seneste måned Ændring seneste år
Villaer/rækkehuse 30.794 -1,9 procent 35,1 procent
Ejerlejligheder 7.969 -6,0 procent 46,2 procent
Sommerhuse 4.468 -3,5 procent 10,7 procent

Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling