Selvom prisen fortsat er det største konkurrenceparameter ved udbud af byggeprojekter, fylder tiltagende skærpede klimakrav stadig mere, lyder det i en pressemeddelelse fra Scandi Byg.
Bygherrer efterspørger i stigende grad tal på byggeriets miljøpåvirkning og ressourceforbrug.
Derfor har Scandi Byg udviklet en ny løsning, så projektets LCA som noget helt nyt kan oplyses allerede i tilbudsfasen.
Læs også: Scandi Byg genanvender næsten 90 procent af produktionsaffaldet
– Normalvis inkluderer man kun LCA’en i et tilbud ved helt særlige omstændigheder, da det er meget ressource- og omkostningstungt at udregne. Det har vi gerne villet ændre på, og over en lang periode har vi derfor arbejdet på et kalkulationsprogram, der gør det muligt at lave en LCA-screening allerede, når vi giver tilbud, fortæller salgsdirektør i Scandi Byg, Flemming Dalgaard.
Konkret betyder det, at Scandi Byg i deres kalkulationsprogram nu har integreret en LCA-beregning.
Når der således indtastes mængder og typer af alt fra facader og gulve til fodlister og vinduer, så regner programmet ikke kun prisen på byggeprojektet ud, men det giver også et relativt præcist pejlemærke på, hvor meget byggeriet belaster miljøet samlet set, skriver Scandi Byg.
– Hvert eneste byggevares miljøvaredeklaration (EPD) er plottet ind i programmet, så det automatisk fortæller os den samlede LCA. Det betyder, at vi kan blive langt mere konkrete i de tilbud, vi giver, og samtidig er det markant hurtigere og mere effektivt, når vi indgår i den videre forhandling af aftalen, fortsætter Flemming Dalgaard.
Det er rådgivningsvirksomheden Calca der har hjulpet Scandi Byg med LCA-integrationen.
Læs også: Scandi Byg satser mere på træbyggeri
– Det bliver nu meget nemmere for Scandi Byg at få overblikket over sammenhængen mellem pris og CO2-udledning, udtaler Christoffer Aaby, rådgiver og stifter af Calca.
– De kan give et tilbud på et projekt ud fra bygherres ønsker og vise, at valgene i sidste ende kommer til at betyde en udledning på for eksempel 6 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter. Ønsker bygherren så, at LCA-beregningen kommer under 6 kilo, er det nemt at tage en snak om, hvor der kan optimeres for at komme derunder – og hvad det i sidste ende vil betyde for prisen.
Første step for Scandi Byg er, at LCA-beregningerne nu lever op til byggekravene, der gælder frem til den 1. juni 2025, hvor byggepladsen og transporten hertil endnu ikke medregnes. Næste step bliver at integrere den del i LCA-screeningen også.