MT Højgaard Holding forbedrede som ventet indtjeningen i første kvartal 2023, trods utilfredsstillende resultater i de internationale aktiviteter. Det skriver selskabet i en selskabsmeddelelse.
Omsætningen steg 27 procent til 2,3 milliarder kroner, mens driftsresultatet før særlige poster steg 23 procent til 42 millioner kroner efter god fremdrift i de danske forretningsenheder, især MT Højgaard Danmark.
– De danske forretningsenheder skabte fortsat vækst og gode resultater i første kvartal. Aktiviteten i koncernen var høj trods et lavere tempo i markedet. Vi sikrede et godt afkast af den investerede kapital og styrkede både pengestrømme og likviditet. Samtidig har vi intensiveret restruktureringen af de internationale aktiviteter, udtaler koncernchef Henrik Mielke i meddelelsen.
LÆS OGSÅ: MT HØJGAARDS OVERSKUD FALDT I 2022
MT Højgaard International fik et driftsunderskud på -19 millioner kroner. Restruktureringen af aktiviteterne i Grønland er intensiveret efter tab på igangværende entreprisesager.
Resultatet før skat af fortsættende aktiviteter blev fordoblet til 18 millioner kroner, afkastet af investeret kapital (ROIC) steg i tråd med de finansielle ambitioner til 21,6 procent.
Pengestrømmene fra driften steg til 44 millioner kroner, en forbedring på 58 millioner kroner.
Den rentebærende gæld blev nedbragt til 534 millioner kroner fra 700 millioner kroner ved udgangen af første kvartal 2022.
Ordreindgangen på 4,1 milliarder kroner var 130 procent højere end i første kvartal 2022. Ifølge MT Højgaard var der “et godt mix mellem opgavetyper og projektstørrelser samt geografisk spredning”.
Ordrebeholdningen havde ved kvartalets udgang en værdi på 15,7 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 13 procent fra årsskiftet og 48 procent i forhold til første kvartal 2022.
LÆS OGSÅ: MT HØJGAARD SKAL BYGGE PLEJECENTER I TUNE
Desuden havde koncernen vundne, men endnu ikke tildelte ordrer til en værdi af 1,5 milliarder kroner. Hertil kommer bidrag fra strategiske byggepartnerskaber og joint ventures, påpeger MT Højgaard i selskabsmeddelelsen.
Forventningerne til 2023 er uændrede og understøttes af en høj ordrebeholdning og en god eksponering mod områder i vækst i et ellers faldende marked. Omsætningen ventes uændret at stige 4-10 procent til 9-9,5 milliarder kroner, lyder det fra entreprenørgiganten.
Driftsresultatet før særlige poster ventes ligeledes uændret at stige 9-18 procent til 300-325 millioner kroner.
Fremgangen ventes at blive drevet af højere aktivitet og bedre indtjening i de danske virksomheder. I de internationale virksomheder fortsætter den såkaldte restrukturering. Med den kendte fasning af projekter ventes omsætning og indtjening fortsat at blive højest i andet halvår, lyder det fra MT Højgaard.