Næsten 20 år gammel lokalplan for boliger realiseres

Kendt udviklingsselskab står bag planen om at bygge 63 rækkehuse med udgangspunkt i en lokalplan, der blev vedtaget i 2006.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i Sorø Kommune vedtog i 2006 en lokalplan for 69 rækkehuse på Kløvermarken 1 i Stenlille. Lokalplanen er dog aldrig blevet udnyttet, og området har siden da ligget hen som græsareal.

Nu sker der dog noget. Udviklingsselskabet Kronhusene, der ejes af Niam og Milton Huse, bygger nemlig 63 rækkehuse i ét plan på grunden.

Ifølge SN.dk bliver boligerne hver især 85, 95, 105 og 115 kvadratmeter store, og nogle af de kommende huse opføres som såkaldte Premium-luksusboliger med ekstra inventar i køkken og badeværelse.

Nordhusene står for udlejningen, og selskabet holder i samarbejde med Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB) og lokalrådet borgermøde om projektet i Stenlille Kulturhus den 2. april 2025 klokken 17.

– Det er vigtigt for byens udvikling, at der kommer de nye lejeboliger i Stenlille, så det er dejligt at se, at maskinerne er i gang og nye boliger er på vej, udtaler Morten Dyhr og Jens Jacobsen fra SHHB/Lokalrådet ifølge SN.dk i en pressemeddelelse.

Boligerne opføres ifølge Kronhusene på selvstændige grundstykker, hvorpå der etableres en mindre have omkranset af hæk med eget redskabsrum, en carport og flisebelagte terrasser på begge sider af boligen.

På fællesarealerne anlægges blandt andet en petanquebane, en legeplads, et fælles hobbyskur samt en overdækket fælleslounge.

Boligerne forventes at være indflytningsklare den 1. december 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling