NCC skal i totalentreprise stå for byggeriet af ny domicilbygning for Energinet i tilknytning til selskabets eksisterende domicilbygning i Fredericia. Der skal etableres cirka 900 nye arbejdspladser, kantine og mødecenter, skriver totalentreprenøren i en pressemeddelelse.
– Vi har afleveret et godt gennemtænkt og grundigt bearbejdet forslag sammen med C.F. Møller og Artelia – i øvrigt det samme hold, som vi samarbejder med på et stort kontorbyggeri i træ, som vi bygger i Odense for Bygningsstyrelsen, siger Lasse Ebler, der er senior tilbudschef i NCC’s byggeenhed i Vest under Building Nordics.
Det nye byggeri inkluderer en forbindelse mellem den eksisterende domicilbygning og den nye bygning i henholdsvis stueetage, 1. sal, 2. sal og kælderplan, og der skal etableres en række fælles faciliteter som kantine, møderum samt uderum. I alt rummer byggeriet 26.750 kvadratmeter inklusive kælder
– Vi har valgt projektet fra NCC ud fra en samlet vurdering på pris, arkitektur, teknik og bæredygtighed, siger Marianne Hansen, medlem af bedømmelsesudvalget og direktør for Koncernøkonomi og Business Support i Energinet.
Kravene til det nye byggeri lød blandt andet på, at tilbygningen skal placeres mellem det eksisterende hovedsæde og Kolding Landevej i et arkitektonisk udtryk, der føler sig harmonisk til de eksisterende bygninger.
– En vigtig vision for os har været at sammenflette eksisterende og nyt, både arkitektonisk og funktionelt samt i den daglige oplevelse af huset. Hermed skaber vi en oplevelse af Ét Energinet med delt DNA med hensyn til æstetiske principper og arkitektoniske kvaliteter. Dertil skal en gennemtænkt og kvalificeret flowstrategi skabe oplevelsesrige og effektive bevægelsesmønstre i og mellem husene, siger Thue Borgen Hasløv, der er ansvarlig arkitekt og partner på projektet fra C.F. Møller.
Byggeriet skal opføres til en DGNB Guld-certificering. Arbejdet begynder i sommeren 2024, hvor NCC’s råhus enhed går i gang med funderingsarbejdet.
– Sammen med vores gode samarbejdspartnere i C.F. Møller og Artelia er vi allerede nu godt i gang med at projektere byggeriet, og vi glæder os til at sætte gang i byggeriet, siger Lasse Ebler.
Det nye domicil vil stå klar til indflytning i fjerde kvartal 2026. Ordren er på cirka 600 millioner kr.