NCC er i fuld gang med byggeriet af 445 boliger i Herlev. Arbejdet blev sat i gang den 15. august 2022, og nu står første etape klar, ligesom arbejdet med råhuset skrider rigtig godt fremad. Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Inden længe kan murere og tagdækkere sætte gang i deres del af opgaven i den lave del af karré-bygningen, som opføres i fem til 11 etager. De indvendige arbejder er nu startet op sammen med projektets fagentreprenører.
– Vores hold af både egne folk – for eksempel er det vores egen elafdeling, der er på opgaven – og vores dygtige fagentreprenører er meget samarbejdsorienterede. De leverer god kvalitet, og de er meget ryddelige, og det ved vi jo også bidrager til et godt arbejdsmiljø, udtaler Esper Christoffersen, direktør i NCC Building i Øst for boligbyggeri.
Når boligområdet på Hørkær 8 står færdigt i 2025, vil det bestå af en karré med tre punkthuse i gården. Karreen spænder fra 5 til 11 etager, mens punkthusene er på henholdsvis to og tre etager. Der vil være et overdækket parkeringsareal med plads til 225 biler og 890 cykelparkeringspladser. De første boliger forventes at stå klar til indflytning i efteråret 2025.
Boligerne bygges med henblik på en DGNB-certificering på platin-niveau, som er det højest mulige hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
– Vi forvandler en gammel industrigrund til et topmoderne boligområde. Beliggenheden midt i Herlev er optimal med indkøb lige i nærheden og tæt på København med rigtig god infrastruktur og snart også letbanen, siger Esper Christoffersen.
NCC og Green Point har givet plads til, at innovationsbureauet NXT kan udfolde kunst- og byudviklingsprojektet Haveværten. Haveværten er en del af det danske projekt, DESIRE, der er udvalgt som et fyrtårnsprojekt under EU-Kommissionens initiativ New European Bauhaus. Projektet vil udvikle konkrete forslag til, hvordan kunst, arkitektur og samskabelse kan skabe cirkulære bysamfund.
Fra april 2023 til marts 2024 indtager en række kunstnere rollen som Havevært med base i et nyopført dråbeformet drivhus. I perioden kan besøgende deltage i alt fra landskabsvandringer og lyduniverser til workshops og sanselige oplæg, der undersøger det at lytte til et sted.
– Det at arbejde sammen med kunstnere er jo i sig selv inspirerende. Og for os i byggebranchen tilfører kunstnere ofte nogle dimensioner, som vi ikke er helt fortrolige med. Vi har brug for at få inspiration – også fra steder, vi normalt ikke henter inspiration fra, siger Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC Building i Danmark.
Arkitekt er Holscher Nordberg, landskabsarkitekt er Urban Power og rådgivende ingeniør på projektet er Svend Poulsen A/S.
Vils Entreprenørforretning står for jord, kloak og insitu beton samt landskabsentreprise, mens Multi Montage Stoholm står for betonelementmontage.
GK Danmark står for al Ventilation og VVS, og Claus Quistgaard Murmester står for facademuren, mens Kaa Murer og Entreprise står for porebeton og lette skillevægge. Endelig er det NCC’s egen el-afdeling, der udfører alt el på opgaven.