Nyt Hospital Nordsjælland bygges i Favrholm syd for Hillerød. Sygehuset er tegnet af Herzog & de Meuron og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Nyt Hospital Nordsjælland bygges i Favrholm syd for Hillerød. Sygehuset er tegnet af Herzog & de Meuron og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nyt Hospital Nordsjælland ventes at løbe op i omkring 7 milliarder kroner. Sygehusbyggeriet er nået til tredje fase, hvor der for alvor kan tages fat på installationerne.

NCC har indgået kontrakt om installationsentreprisen på supersygehuset. Entreprisen til 1,15 milliarder kroner udføres i samarbejde med Wicotec Kirkebjerg, der som underentreprenør til NCC skal udføre og levere hovedparten af de tekniske installationer til det kommende hospital. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.

– Vi har i over tre år haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores bygherre, Region Hovedstaden, og ser nu frem til at tage fat på alle de installationer, der er nødvendige i et så teknisk og krævende byggeri som et hospital er, udtaler Lars Scheibel, direktør i NCC Building Danmark.

Arbejdet forløber fra første kvartal 2023 og forventes afsluttet i slutningen af 2025, skriver NCC.

NCC er hovedentreprenør på projektet og har løbende indgået kontrakter på forskellige entrepriser i forbindelse med det enorme sygehusbyggeri. Kontrakten på teknikentreprisen er indgået mellem Aarsleff-koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg og NCC.

– Det er en stor og vigtig kontrakt for Wicotec Kirkebjerg. Et hospitalsbyggeri stiller naturligt høje krav til vores arbejde, og de tekniske installationer på Nyt Hospital Nordsjælland er både omfattende og enormt komplekse. Vi glæder os til at komme i gang og ikke mindst forsætte det gode samarbejde med NCC og Region Hovedstaden, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.

Det 123.000 kvadratmeter store hospital opføres som en kløverformet bygning i fire etager plus kælder, og teknikentreprisen omfatter installationer til medicinske gasser, vand, afløb, sanitet, køl, varme, ventilation, sprinkling, belysning, el, kommunikation samt nød- og 10kV-forsyning.

Derudover skal Wicotec Kirkebjerg styre og koordinere de arbejder, der hører under bygningsautomatik samt brand og sikring, herunder styring og koordinering af indregulering, commissioning og idriftsætning af delanlæggene.

Nyt Hospital Nordsjælland bygges i den nye bydel Favrholm syd for Hillerød. Supersygehuset er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Det nye hospital kommer til at rumme 20 kliniske funktioner og vil dække flere end 325.000 borgere, der før fordelte sig på hospitaler i Hillerød, Helsingør og Frederikssund.  Hospitalet forventes at stå færdigt i 2025.

Kontrakten omfatter blandt andet:

VVS, som dækker over koldt og varmt brugsvand, omvendt osmose vand til teknisk udstyr og laboratorier, varme og køling til rum og udstyr, sanitet og armaturer, afløb, køle- og varmeanlæg, gasarter til klinisk brug herunder ilt samt sprinkleranlæg.

Ventilation, som dækker over komfortventilation i sengestuer, kontorer, auditorier og andre opholdsområder, procesventilation i laboratorier og ved teknisk udstyr, samt operationsstue-, og renrumsventilation med særlige krav.

El, som dækker over al strømforsyning herunder højspændingsanlæg, nødstrømsanlæg, tavleanlæg, al kabling, belysningsarmaturer og kommunikationsanlæg.

Kilde: NCC.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling